Omkring 500 gæster lagde mandag vejen forbi Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Nørager, da butikken fejrede 25-års jubilæum. Dagen bød på taler, travlhed og den højeste dagsomsætning i flere år.
Mandag den 3. august fejrede Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Nørager sit 25-års jubilæum, og mange benyttede lejligheden til at kigge forbi. Omkring 500 gæster besøgte butikken i løbet af dagen.
Daglig leder Vibeke Bøgh Kristensen holdt åbningstalen, hvor hun fortalte om butikkens historie. Hun understregede, at butikken ikke ville være blevet til det, den er i dag, uden de mange frivillige, som hver dag lægger et stort stykke arbejde i driften.
Samtidig rettede hun en stor tak til butikkens mange kunder, der trofast handler i butikken, og til de personer, som donerer genbrugsvarer.
Den øverste chef for Kirkens Korshær, Jonas Jacobsen, deltog også i jubilæet og holdt en tale. Han roste den lokale genbrugsbutik og fortalte, at han var imponeret over det store udvalg af varer. Også han fremhævede de mange frivillige, som er med til at få hverdagen i butikken til at fungere.
Der var travlhed dagen igennem, hvor gæsterne blev budt på kaffe og rundstykker, mens der senere blev serveret friskbagte pandekager.
Jubilæumsdagen blev også en succes på omsætningen. Ifølge daglig leder Vibeke Bøgh Kristensen omsatte butikken for omkring 10.500 kroner – det højeste beløb på én dag i flere år. I alt blev der solgt 790 varer. /HF













