Mange var mødt op og Rørbæk Kirke var fyldt, da Eva Graabek blev indsat som ny sognepræst i Rørbæk, Grynderup og Stenild. Provst Kristine Jersin stod for indsættelsen, og derefter var tjenesten lagt i hænderne på Eva Graabek.
Det blev en varm og festlig modtagelse, som blev rundet af med en hyggelig sammenkomst i Rørbæk Forsamlingshus efter gudstjenesten.
Her blev der holdt velkomsttaler, men også taler af venner og tidligere sognebørn, som gav udtryk for det savn, Eva kommer til at efterlade sig i Laurbjerg, hvor hun har fungeret som sognepræst i mange år.
Alle sognebørn i Rørbæk, Grynderup og Stenild får mulighed for at møde og være sammen med den nye præst på sogneudflugten tirsdag d 1 sept., der i år går til Rosenhaven i Aalestrup. (Hold øje med annoncen).
Rørbæk, Grynderup og Stenild sogne har været uden fast præst i 7 år. Så det er imødeset med længsel, at den faste stilling nu endelig er besat, og den nye præstebolig nu bliver beboet.













