tirsdag, oktober 15, 2024

Flittige frivillige på Boldrup Museum inviterer indenfor

Museets naturvejleder, Gert Rubæk, ses her med noget af den næring til både krop og sjæl, som museet byder på de kommende dage.
Museets naturvejleder, Gert Rubæk, ses her med noget af den næring til både krop og sjæl, som museet byder på de kommende dage.

Det lille Boldrup Museum syd for Nørager går nogle travle dage i møde; der bliver nemlig afholdt to offentlige arrangementer på museet i løbet af denne uge. Arrangementerne byder på vidt forskelligt indhold, og man kan således både komme til foredrag og til Honningens Dag.

Torsdag aften inviterer museets meget aktive støtteforening, Boldrup Museumsforening, til fortælleaften. Foreningen har en meget stor medlemsskare – ca. 1000 medlemmer. Det høje medlemstal skyldes i høj grad det flotte årsskrift, ‘Folk Fortæller’, som foreningen udgiver hvert år. Årsskriftet indeholder hvert år forskellige beretninger fra områdets spændende historie, oftest fortalt af personer, der selv har oplevet det.

Torsdag den 17. september kan man således høre nogle af årets bidragsydere til årsskriftet uddybe deres fortællinger. Steen Mørcholdt Sørensen, Juelsminde, vil fortælle om bødkerfamilien i Nørager. Bent Mejlby Hansen, Rørbæk, fortæller om sin farfar Kristen Hansen. Niels Ole Ladefoged, Nørager, om cykelhandler Bjørn og hans have, og endelig vil Else Christiansen, Nørager, fortælle om, hvordan det har været at være mor til en autistisk pige.

Der vil selvfølgelig også være muligt at købe det nye, dugfriske årsskrift med hjem.

Arrangementet, der starter 19.30 er gratis, og man kan købe kaffe og kage 50 kr.

 

Søndag er det søde sager, der er på programmet. Denne dag er det nemlig museets bilaug, der inviterer til Honningens Dag. Museets entusiastiske biavlere har denne dag lavet en flot udstilling om stort set alt vedrørende bier og honning, og der har også i den sidste tid været stor travlhed med at få gjort klar til en masse søde lækkerier med honning. Udover at få lidt til den søde tand, kan man bl.a. også lave sine egne vokslys. Arrangementet starter kl. 10.00 og er gratis at deltage i.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024