Ingen kan fortælle barnet, der skal til at fødes, at nu bærer det mod en større virkelighed, end barnet kender. Ingen kan fortælle den spæde, der bliver døbt, at nu lukkes det ind i en endnu større virkelighed. Vi kan intet fortælle, for hvad véd den blinde om lyset! Ingen kan fortælle den døende, at nu bærer det mod den største virkelighed. Vi har ingen organer til at fatte skabelsens, kærlighedens og livets under med. Men det bliver virkeligheden ikke mindre virkelig af.

Vi fødes magtesløse og dør magtesløse, men i det korte spand af tid mellem fødsel og død tror vi, at vi magter alt, smelter isen på polerne og ændrer alt i naturen vor egen iberegnet. Og vi taler om at kunne slå tiden ihjel, selvom alle véd, at det er omvendt. Det er os, der bliver slået ihjel med tiden.

Vi mindes vore kære på denne dag, og minder hinanden om det liv og det lys de gav os, og som er den kærlighed vi lever på også i dag. De rakte os den pakket ind i hverdagens grå papir, ord og kærtegn, der lyser os imøde på de grå dage.

Intet mindreværd og ingen selvforagt kan modstå den kærlighed, som lyser ud af vore smukkeste minder. Hvilke våben mod modløshed rummer ikke vore kæres ord og omsorg, som de omgav os med og omgiver os med, når vi tager dem frem af erindringen.

Jesus døde i et skrig på korset, men i ham brændte kærlighedens flamme, og den brændte ikke ud, for den var tændt af Gud selv. Den brændte selv i døden, den brændte selve døden og tændte liv, hvor intet liv var, og den tændte lys, hvor lyset aldrig havde været – i de dødes rige. Han lyste op dér og lyste mennesker ud dér.

 

Svend Schultz-Hansen

DEL