fredag, december 6, 2024

Historien om Kristian Kristensen

Historien om Kristian Kristensen

Natten mellem 20. og 21. april 1945 styrter det britiske bombefly N/206 af typen B 24/Liberator ned i Torstedlund Skov. Alle de ombordværende omkommer og bliver af tyske tropper i dagene efter kulet ned på nedstyrtningsstedet. Efter krigens ophør bliver der fra lokal side udfoldet store anstrengelser for at finde de omkomne, men hidtil forgæves.

Der sker så det, at Kristian Kristensen om aftenen 14. juni 1947 gik i skoven for at finde metaldele fra det forulykkede fly. Med sig havde han den glathårede hønsehund ”Svendsen”, der var opkaldt efter Kristian Svendsen, Konradsminde, som var en af Kristian Kristensens gode venner. At opkalde hunden efter sin gode ven, var en typisk drille-morsomhed fra Kristians side. Mens de gik der fik ”Svendsen færten af noget, og begyndte at skrabe og grave i jorden. Kristian kommer til, og finder med sin stok, hvad han med det samme indser, er ligene af de omkomne fra det engelske bombefly.

Der går bud til sognepræst Harald Davidsen, der får fat på nogle folk, som mere eller mindre frivilligt påtager sig at grave de døde op i løbet af natten. 22. juni bliver de 11 omkomne, efter for omkring halvdelens ved kommende at være identificeret med sikkerhed, begravet på Aarestrup Kirkegård under deltagelse af omkring 600 mennesker.

I historien om Flyverstenen er Kristian Kristensen med urette blevet en lidt overset person. Hvis han og hunden Svendsen ikke havde gjort deres fund, kan det være, at de omkomne aldrig havde fået en anstændig begravelse og til stadighed kan æres og tjene som et minde om krigens meningsløshed også for kommende generationer.

Major Bradfield, der var administrator på Nørlund Slot, sørgede for at Kristian fik tildelt en æresbevisning fra det britiske Royal Airforce.

Kristian Kristensen døde 1996 og ligger begravet på Ravnkilde Kirkegård. Det er i år hans ældste søn Gunner Kristensen, der lægger kransen på de omkomnes grave på Aarestrup Kirkegård 4. maj.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler