Byfesten i Rørbæk kom godt i gang med 150 deltagere til Bankospil, her tiltrak isæt de mange fine gevinster.
Torsdagens fællesspisning arrangeret af et hold fra “Mere sundhed for pengene” havde 230 tilmeldte, så der var fyldt godt op i teltet og udenfor. Rigtig mange blev og så den efterfølgende revy. Lars Nielsen bød velkommen til denne afdeling, her blev Byens Rose uddelt. Modtageren i år blev Ketty Eriksen, der gør et stort arbejde indenfor næsten alt i Rørbæk,
lige fra at vaske fodboldtrøjer, sidde i bestyrelsen i forsamlingshuset og i Brugerrådet samt bage kager og meget mere. Hun modtog store velfortjente klapsalver. Herefter var det Revyen og den kom langt omkring i Rørbæks liv Byens nye bordel, X-faktor sladder ved frisøren, matadorspil, datingkontor og den festligste; Byens strikkeklub, der var som en hønsegård. Jo, dilettantholdet kom godt fra deres første revy. Carsten, Anette, Kirsten, Malene, Jacob, Rune, Kim, Lars og Manse og hjælp til tekst jens Bjørn. Så alle fik en velfortjent buket blomster.