mandag, marts 4, 2024

Søndagens tekst uge 31

På søndag den 7. august er det 11. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra evangeliesten Lukas kap. 7 vers 36 til 51

Guds søn var til kirkefrokost hos Simon. Simon var en højt respekteret mand, der havde sit og andres liv fuldstændig under kontrol.
Ind fra gaden kom en af byens ”glædespiger”, som det ironisk nok hedder. Hun slår hele sit lange hår ud, hvilket blev regnet for en fuldstændig og uanstændig blottelse. Derefter stillede hun sig grædende bag Jesus ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår.
På Jesu tid sad man ikke ved et bord, men man lå til bords og hvilede på albuen og spiste med den anden hånd, og derfor kunne hun stille sig ved hans fødder.
Simon så hende, og med øjnene fulgte han hende, for hvem ingenting var under kontrol, ikke de andres og allermindst hendes eget liv. Noget i hende havde længst opgivet at finde ud af, hvem hun selv var. Om dagen overøste de hende med skældsord og om natten med kærlighedsløse, kolde kærtegn.
Somme tider var larmen fra gaden ingenting mod den larm, der rungede i hendes sind, rungede som et ekko af alt og alle, der havde tumlet rundt med hende. Og hun vidste godt, at man kan lukke øjnene for virkeligheden, men man kan ikke lukke øjnene for mindelser om ens egen fallit; for de mindelser danser rundt på øjenlågenes inderside.
Simon havde øje på hende, men Jesus havde øje for hende. Da Jesus sagde: ”Hendes mange synder er tilgivet… ”, da lå der over hendes pande en glorie, den eneste glorie, der gives et menneske, og det er skyldnerens kærlighedsbårne glæde over den slettede gæld.

Svend Schultz-Hansen

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler