Søndagens tekst
På søndag den 23. oktober er det 23. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 18 vers 1 til 14
Vi ser på de to sammen, kvinden, der gav sine sidste mønter til fælleskassen, og Jesus Kristus selv. Hvor de dog ligner hinanden, og ligheden, hvor falder den i øjnene, når vi betænker, at hans ord om hende er hans afslutningsord.
Begge gav de Gud, hvad de havde – sig selv. Med sine sidste mønter gav kvinden sig selv væk, tilbage til Gud, et frivilligt offer i taknemmelighed og lydighed. Ligesom enken gav sig selv til Gud, idet hun i form af to småmønter lagde sig selv ned i tempelblokken, således gav Jesus sig selv tilbage til Gud, idet han, som betaling for os, lod sig hænge op på et kors.
Det så ikke ud af ret meget, da enkens små skillinger raslede ned i tempelklokken, og vagten, udråberen med rigelig tydelighed forkyndte for folket – to kroner! Han kunne lige så godt bare have råbt – værdiløs og kan du humme dig gamle! Du tager pladsen op for de ædle givere!
Sandelig det så heller ikke ud af ret meget, da Jesus hang på korset og man hånede ham ”Arme sjover, fantast, vrag, fiasko – værdiløs! Værdiløs, stod der skrevet hen over hans lig.
Og dog var hans liv et offer mere værdifuldt end alle andre, der har ofret deres liv! Som to værdiløse kobbermønter kastede Jesus sig ned i dødens mørke. I hans kærlighedsoffer til Gud lå Guds kærlighedsoffer til mennesker.
Gud satte alt til side for at møde os. Så ringe dette offer end måtte se ud, se ud som et kors blandt tusinde kors i verden, så er det dog det største for på det kors satte Gud alt til side for at møde os. Han satte sin guddommelighed til side – han satte vor synd til side.
Svend Schultz-Hansen
