Søndagens tekst
På søndag den 6. november er det Alle Helgens Dag, og teksten stammer fra Matthæusevangeliets kapitel 5, vers 13-16.
Tårer er salte, og når når vi i dagens evangelium hører, at vi er jordens salt, så kan jeg ikke lade være at forbinde de to ting i mit hoved. Forbinde det med Jesus, som den der ser os som hele mennesker med alt, hvad vi rummer, og som den der gerne vil give os mod til at være her i verden, som netop det – hele mennesker med sorger og glæder.
Der er en sætning, jeg gerne ville have forbudt i det danske sprog: ‘Skal du nu ikke se at komme videre?’ Det er velmenende slægtninge og venner, som mener, at nu har sorgen varet længe nok.
Nu til dags er sorg nærmest et tabu, og vi har svært ved at håndtere mennesker, der sørger. Derfor vil det også være så dejlig nemt for os andre, hvis de nu bare ’kom videre’. Det er svært at vide, hvad vi skal sige eller gøre, når sorg rammer dem omkring os. Men et skulderklap eller et venligt nik, der skaber rum og anerkendelse, kan faktisk være nok.
For når sorgen har taget bolig i os, kan vi ikke ændre på det. Vi kan ikke trylle den væk, som om den, vi har mistet, aldrig havde eksisteret. Det, som vi kan gøre i stedet for, er, at tage Jesu ord til os om, at vi er jordens salt. Som den døde måske er den for os, der salter vore tårer. I stedet for bare at lade det udvande, kan vi bære det med os ud i verden – det salt – de håb og drømme og værdier – det gav os at kende den, som vi nu savner.
Det er der, vi vil opdage, at salt er andet end tårer, at det er smag og sanser og livsopretholdende, når vi selv husker på, at vi også skal være jordens salt, så længe vi lever og ånder, uanset hvad vi bærer på af sårbarhed og tab.
Jesus siger: ‘Således skal jeres lys skinne for mennesker ….’ Han siger ikke – glem nu alt det svære og tag jer sammen – nej han siger til os: Vær i verden som de mennesker I er, med det der har saltet jeres tårer og det der har fået jeres lys til at blusse op og skinne klart. Det siger han, som jo selv blev salt og lys for os. Han som blev det håb, der klinger med ved hver eneste begravelse. Det håb, at det punktum, der er sat med dødens kolde hånd, ikke er det allersidste ord, der er at sige. Det håb, at der er en fremtid i Guds hånd og i Guds ord, og at den mening, som vi ikke altid selv kan se, når vi står midt i det hele, findes hos Ham.
Da takker vi for livet
vor fader, og vi tror:
de døde du har givet
en fremtid i dit ord.
Rikke Visby Wickberg
