René Søndergaard Kure

René Søndergaard Kure opstiller for det Radikale Venstre til kommunalvalget i Rebild Kommune. Han er 48 år, og flyttede til Støvring i 2001. Privat bor han i Gravlev, hvor han danner par med Line og sammen har de 7 børn mellem 6 og 23 år. René er IT-chef i Aalborg kommune med fokus på digitalisering af energi- og vandsektoren. Han har tidligere siddet i skolebestyrelsen for Karensmindeskolen. Siden 2016 har René været domsmand ved retten i Aalborg.

Jeg stiller op til byrådet for at flytte Rebild kommune på 3 områder.
Jeg mener, det er væsentligt for en sammensat kommune som Rebild, at erkende og dyrke potentialet i at have en hovedby, der kan tilbyde det attraktive alternativ til tilflyttere fra Aalborg. At danne rammerne for bosætning, uddannelse og forretningsliv for, at Støvring kan være for Aalborg, hvad Nordsjælland er for København. Et eksempel: Helt konkret mener jeg at sammenhængen mellem Støvring by og vores fantastiske natur i Rebild bakker fortjener et løft. At integrationen af bosætning og rekreative interesser skal styrkes gennem en cykelsti til Gravlev.
Jeg ved fra mit arbejde, at digitaliseringen af kommunal virksomhed er fundamentet for nytænkning i en kommunes måde at gøre livet enklere, mere sammenhængende og smidigt på for borgerne. Samtidig styrker en digitalt tænkende kommune hele måden at tænke uddannelse af vores børn på. En uddannelse, som skal fremtidssikre Rebild som en magnet for innovativt tænkende borgere og virksomheder. Effektiv digitalisering af en kommune kræver ressourcer til omstillingen, som ofte er uafhængig af kommunens størrelse. Jeg er derfor stor fortaler for at søge ind i fælles digitaliseringsindsatser med vores nabokommuner, og undgå at opfinde alle dybe tallerkener selv.
Rebild kommune har de sidste fire år under Radikal ledelse ændret profil i forhold til klima og bæredygtighed. Vi kan træde endnu mere på speederen til gavn for lokale virksomheder. Vi kan skabe de praktiske rammer borgernes egen omstillingsvilje. Et eksempel: Lad os skabe mulighed for adskillige ladepladser i det offentlige rum for el-biler. Lad os sørge for, at vores borgere ikke skal køre til Aalborg for at kunne tanke deres brint-bil.”