onsdag, oktober 9, 2024

Søndagens tekst til uge 34

Evangeliet til 11. søndag efter trinitatis:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farsæeren stillede sig op og bad således for sig selv. Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, være mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Jeg er ikke det store konkurrencemenneske, for det gør mig så stresset at konkurrere, og i skoletiden når vi skulle spille høvdingebold eller fodbold, så blev jeg så påvirket af det medansvar man har, når man er en del af et hold. Så i stedet prøvede jeg kræfter med solo sportsgrene som – badminton, gymnastik, tennis, rulleskøjter. Det var der også konkurrence i: hvem kunne rulle hurtigst ned af Mågevej, og hvem blev udtaget til kamp i badminton. Jeg var med til kamp én gang og aldrig igen. Jeg kan stadig huske stemningen i hallen, hvordan nerverne sitrede og kampspænding i luften: hvem vinder – hvem går videre, og hvem må gå hjem. Det var altså ikke i et konkurrence miljø mit potential blev forløst. Havde jeg nu været et konkurrencemenneske – sådan som vores 4 årige dreng er det – så var det sikkert gået anderledes, for så havde udholdenhed, kamp, sejr og nederlag motiveret én til at kæmpe, og i det lys er der meget godt at hente i sportsverdenen. For konkurrence er både sundt og fornøjeligt, det ved vi fra OL og tv programmet ”Vild med dans”. Det er også et sted, hvor børn får mulighed for at prøve kræfter med sig selv – hvor er ens stærke og svage sider, og så øve sig i at vinde og tabe med samme sind. I England er der gentlemen stil over det, for de har et ordsprog der siger: ”It dosen´t matter if you win or lose, but how you play the game”.
Konkurrence er med til at holde én i gang, og holde én på tæerne. Det er både udviklende og motiverende, ligesom det kan være noget så ganske frustrerende og fortvivlende. Og lysten til at konkurrerer er ganske menneskelig. Vi er mange voksne – er jeg sikker på – der appellere netop til denne side i vores børn, når vi skal få dem til at gøre de ofte kedelige hverdags ting, som dagligt at forny underbukserne og børste tænderne.
Men der er ét sted, hvor konkurrence mellem mennesker ikke hører hjemme, og det er i gudsforholdet. Og netop her går farisæeren galt i byen, fordi han sammenligner sig med andre mennesker når det drejer sig om forholdet til Gud. Han fremstiller sig som dydig og from. Og det er da heller ingen sag, når man sammenligner sig med dem, han gør og bruger dem, som pudseklud på sin gode samvittighed. Det bringer ham ud i et urimeligt hovmod, og fordømmelse i forhold til andre, og en uberettiget selvsikkerhed i forhold til Gud.
Tolderen er lige modsat farisæeren – ikke kun erhvervsmæssigt men også i synet på sig selv. Modsat farisæeren så ved tolderen godt, at vejen til Guds nåde – Guds kærlighed ikke er noget, man kan konkurrere om. Og derfor gør tolderen ikke andet end at bekende sig synd, og på den måde give Gud ret i, at vi alle har syndet. Og Jesus erklærer tolderen retfærdig og ikke farisæeren. Det kan synes urimeligt taget i betragtning, at farisæeren var et pænt menneske, der ikke forsømte sine religiøse og menneskelige pligter, mens tolderen havde god grund til at slå blikket ned. Men sin pænhed til trods, så lever farisæeren heller ikke op til Guds standarter. Gud vil ikke befolke gudsriget med ægteskabsbrydere, uretfærdige men altså heller ikke med hovmodige og selvretfærdige mennesker. Alligevel finder tolderen vej til Guds rige ved at erkende og bekende sin synd. Det er også den vej, der er den eneste vej til en plads i Guds rige for os.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024