fredag, marts 29, 2024

Søndagens tekst uge 36

Søndag den 10. september er 13. søndag efter trinitatis og dagens evangelium står i Lukas-evange¬liet 10,23-37.

På søndag skal vi ved gudstjenesterne i folkekirken høre Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Jeg har somme tider vist konfirmanderne en film, der er en filmatiseret udgave af denne lignelse. Den foregår for måske 30 år siden i USA, hvor en rig advokat bliver overfaldet i en park og frarøvet sine penge og smidt ned ad en skrænt. Han er kommet slemt til skade, men forskellige mennesker går forbi uden at hjælpe ham. Også en præst, der misforstår situationen og tror, at det er en fuld mand, der er faldet af skrænten i en brandert og selv kan kravle op, når han bliver ædru.
Endelig kommer der en, der vil hjælpe ham. Det er i filmen en stor, stærk sort bygningsarbejder. I USA er der mange steder stadigvæk stærke modsætninger og meget mistillid mellem de forskellige befolkningsgrupper, akkurat som der var på Jesu tid i Israel mellem jøder og samaritanere. Og i filmen vil den hvide advokat ikke have den farvede mand til at hjælpe sig. Han tror, han er farlig, fordi han er farvet.
Med stort besvær får den hjælpsomme mand alligevel slæbt den overfaldne advokat op af skrænten og får ham kørt på hospitalet. Han tilbyder også at betale for hans hospitalophold og han bliver oven i købet også arresteret, fordi en gammel dame helt misforstår situationen. Forviklingerne bliver reddet ud – og vi ser til sidst i filmen, hvordan hjælperen besøger den overfaldne advokat og forklarer, hvorfor han hjalp en fremmed mand og udsatte sig selv for en masse besvær ved det. Han siger det på denne måde: ”Jeg hjalp dig, fordi der engang var en, der reddede mit liv. Det var Jesus.”
Hvad mente han med det? Hvordan havde Jesus reddet hans liv? Jo, det har Grundtvig så fint sagt i salmen ”Hil dig, frelser og forsoner”:
”Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!”
Vi er sat til at efterligne Jesu fuldkomne kærlighed i vores møde med andre mennesker. Men det kan vi først, når vi selv har mødt Jesu kærlighed og nåde og fået øjnene op for den.
God søndag!
Herluf Christensen

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler