onsdag, april 17, 2024

Søndagens tekst uge 37

Søndagens tekst
Nu er det september, nu er det efterår. Dagene bliver allerede kortere, dagene bliver mørkere. I evangelierne bliver temaerne også mørkere. Sygdom, sorg og forgængelighed præger teksterne, efterhånden som vi fjerner os længere og længere fra påskens opstandelse.
Forgængeligheden præger også menneskers holdninger og handlinger, og det får Jesus til at afprøve sine disciple gang på gang. Når de fejler – og mennesker fejler uvægerligt – skælder han dem ud for at have mindre tro end et sennepskorn – det mindste frø, man kan tænke sig.
Men Jesus er aldrig vred længe af gangen, og ofte virker hans vrede mere som desperation over de disciple, der aldrig rigtigt forstår hans budskab. Men hvordan kan man forstå det guddommelige? Er det ikke netop i det uforståelige, at troen melder sig stærkest? Som senneps-kornet, det mindste frø, der alligevel har evnen til at blive det største træ. Det vi ikke forstår – hvordan Gud blev menneske, og hvordan et lille frø kan blive et stort træ – deri skal vi hente vores tro og taknemmelighed. Og taknemmelighed er netop, hvad evangeliet til denne søndag fortæller os om.
Jesus kommer gående langs grænsen til Samaria, de vantro jøders land, da ti spedalske pludseligt råber ham an. De kommer ham ikke nær, men holder sig på afstand. ”Forbarm dig over os!” råber de. ”Giv os livet tilbage!” mener de.
For kan de blot blive helbredte, kan de vende tilbage til deres familier – tilbage til det liv, de allerede har mistet. Jesus lader sig røre af deres bøn, od bliver helbredt på deres vej til templet. Men en af dem vender om og kommer tilbage til Jesus for at takke.
Nu bliver Jesus ærgerlig over, at kun en enkelt vender tilbage for at takke ham. Det er da forståeligt! Selv folkekirkens succesrate er højere end 10%. Men ærgerligheden bunder i, at Jesus faktisk lader sig røre. I det Gamle Testamente ville denne scene være utænkelig. Dér skyer Gud det urene. Men Jesus flygter ikke fra os, når vi er angste, ensomme og har brug for hjælp. Han hører vores råb og kommer til os i vores nød. Enten ved selv at træde til som i denne fortælling, eller ved at lade én af sine ’mindste’ hjælpe på egne vegne.
Det kan af og til være svært at være overbevist om Herrens velvilje, når vi gribes af det uretfærdige i verden. Når vi ser billeder af døde børn i krigsområder, når vi hører om desperate flygtninge, der intet andet ønsker end fred til at leve uden frygt, når vi føler den knugende hjertesorg efter et elsket menneskes bortgang. Da ønsker vi troen på genopstandelsen. Da ønsker vi den tilgivelse, der ikke afhænger af vores handlinger. Da beder vi til Gud om barmhjertighed og medfølelse.
I forhold til Guds almagt er vi intet; han kan udslette os, hvis han vil. Men når vi råber på Jesus: ”Forbarm dig over os!” giver Han os livet tilbage.

Rikke Visby Wickberg
sognepræst i Kgs. Tisted, Binderup og Durup Pastorat

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler