Enkens søn i Nain
Søndagens tekst, 16. s. e. trinitatis, Luk 7,11-17
Jesus og hans disciple er på vej fra Galilæa til byen Nain, og da de kommer til byporten, møder de et begravelsesfølge. Den døde er en ung mand, sin mors eneste søn og den eneste søn, hun får, for hun er allerede enke. Forståeligt nok græder hun, for alt håb synes ude.
Da Jesus ser kvinden, siger han blot til hende: ”Græd ikke!”. Grundtvig har i en salme over denne tekst flot beskrevet det trøstende i de to små ord, der lyder fra Guds søn til den sørgende mor:
Jesus med sit sole-øje,
med sin Faders kærlighed,
han fra Galilæas høje
kom med lys og liv og fred;
rørt af ynk han løfted røsten,
og med hans ”græd ikke!” trøsten
slog i enkehjertet rod (DDS 148).
Da Jesus har sagt de to ord, går han hen til båren, hvor den døde ligger, og siger: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!”. Da sætter den døde sig op og begynder at tale, og der bliver stor glæde blandt følget. Begravelsen er aflyst.
Hvad skal vi med den historie? De døde står jo ikke op fra deres bårer. En begravelse kan ikke aflyses.
Men vi kan glæde os over, at vi kan høre fortællingerne om Jesus. At vi kan høre, at døden ikke har det sidste ord, fordi Jesus har overvundet den. Glæde os over, at vores tro kan fæstne sig til ordet om, at der er liv hinsides døden.
Det er en trøst til os nu, i ethvert øjeblik, også til begravelser: Døden er overvundet.
Grundtvigs salme om enkens søn i Nain slutter med en strofe om, at Jesus kommer til os, som han kom til den sørgende enke og hendes søn:
Ja, vor frelser er opstanden,
og sit folk besøger han;
Jesus Kristus, Guddoms-manden,
er vort liv i dødens land;
han os alle går i møde,
gør de blege kinder røde,
tørrer alle tårer af.
Kristoffer Garne, sognepræst i Aarestrup og Haverslev
