Søndagens tekst uge 42

19. søndag efter trinitatis, hvor Jesus helbreder en lam i byen Kapernaum, Markus kap. 2,1-12:
Miraklernes tid er forbi – siges det gerne og ofte. Det kan der måske være noget om, men selvom helbredelsesmiraklernes tid er forbi, a la den slags som vi lige har hørt fra Kapernaum, så er det nu ikke ensbetydende med at de efterlader et tomrum. For helbredelsen af den lamme er også en fortælling om at være båret og elsket, som en røde tråd i vores liv at vi fra døbefontens vand gennem hver eneste dag i livet til vi lægges i jorden, er båret og elsket af Gud – uanset hvad. Og den røde tråd er måske forklaringen på, at Jesus ikke som det første helbredte manden for lammelsen. For det synes da lidt mærkeligt, at Jesus først tilgiver manden for dernæst at helbrede ham. Ville vi også vælge den rækkefølge? At være tilgivet er jo et tegn på, at man er elsket og holdt af – men på den anden side er der jo heller ingen, der ønsker at skulle leve resten af livet lammet og i en kørestol. Og det er jo også let og helt omkostningsfrit at sige, at være tilgivet og elsket er det vigtigste, når man er sund og rask og sagtens kan cykle en tur eller lege skjul med børnene.
Hvad synes du er det vigtigste – at være rask eller være tilgivet? For sygdom findes og ulykker sker – både i trafikken, på arbejdet og når vi bare leger. Den slags som så meningsløst og ondt slår ned uden forklaring og uden mening. Ligesom vi også godt ved, at livet ikke går op og, at livet heller ikke er retfærdigt – hverken når vi har det så godt, at vi knap tør tro det er sandt, eller når vi rammes af det som er og gør så ondt, at vi tvivler på, at vi nogensinde kan komme ud på den anden side. Men livet er lagt i vore hænder, og det uanset om det føles som en fantastiske gave eller en tung og ubærlige byrde. Så ligger det der, livet, som noget du skal tage på dig og tage vare på, så godt du kan. Kan være du til tider synes, livet er både uretfærdigt og ubarmhjertigt. Så er der i dette møde mellem Jesus og manden på båren en sprække af håb – et hul op til himlen – et håb om, at det afgørende ikke er, hvad vi er og kan og gør og præsterer.
Det afgørende er, at vi er båret.
Det afgørende er, at vi er elsket.
Dén dag i Kapernaum, er der fire venner, der binder fire stykker tov i den lammes båre og hejser ham ned gennem taget, ned til den tilgivelse og kærlighed, som Jesus gavmildt øser ud over ham, før han så meget som når at åbne munden og bede om noget som helst. Den tilgivelse og kærlighed, Jesus demonstrerer at have magt til at skænke, da han suverænt helbreder manden.
For hvad Jesus gør, gør Gud.
Line Karmann Børding
Simested kirke