torsdag, juni 13, 2024

Søndagens tekst uge 47

Verdensdommen og det lyksalige nytår
Sødagens tekst, sidste søndag i kirkeåret, Matt. 11,25-30
Året hælder nu dybt i sin gang. Skyerne gråner, og det sidste løv er snart faldet. I kirken, hvor vi nogenlunde følger årstidernes gang, slutter året med sidste søndag i kirkeåret.
På denne dag hører vi, at Jesus engang skal komme i sin herlighed med englene og tage sæde på sin trone. Han skal komme at dømme levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen.
Når han kommer, skal alle folkeslagene samles foran ham, og han vil skille menneskene ad, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Vi bliver dømt på, om vi har taget imod ham. Eller rettere, om vi har taget imod vores medmennesker, når de havde brug for hjælp. Jesus siger, at ”alt hvad I har gjort mod den mindste af mine brødre, det har I gjort mod mig”. Og han føjer til han, at ”alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”.
Sådan magter vi ikke at leve. Vi kan ikke tage imod alle og enhver, der har brug for hjælp, som var det Gud selv, der kom til os og bad os om hjælp. Vi fortjener derfor alle at blive skilt som fårene fra bukkene. Sådan slutter vi vores kirkeår med en mistrøstig dom over vores synd og elendighed.
Men sammen med dommen er der en nådig stemme, som siger, at Gud selv er blevet menneske og har taget vores skyld på sig, så vi ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er det glædelige budskab, som lyder julenat. Og det bruger vi så den første tid i det nye kirkeår, adventstiden, på at se frem mod, mens vi med Grundtvig kan synge, at
Betlehems-barnet i krybberummet
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet:
Jul gør lyksaligt nytår!
Kristoffer Garne

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler