På søndag er det anden søndag i advent. Det er en dag, der fra gammel tid indvarsler en forventningens tid i kirken, der peger frem imod den jul, der fejrer, at Gud kom til verden som et lille barn. Og før i tiden var advent ikke kun ventetid, men også fastetid, tilbageholdelsens tid, hvor man i forventning fastede frem imod den store fest.
Men at vente er ikke det moderne menneskes stærke side. At vente kræver selvdisciplin, styrke til at sige nej, styrke til at udskyde sine ønsker og styrke til ikke at stille krav. Kort sagt ydmyghed.
Går man 50 år tilbage, erobrede 68-generationen verden med et slagord om, at ”vi vil have verden, og vi vil have den nu”. Og reklameindustrien fortæller os, at vi skal handle nu – just do it – og filmmediet opfordrer os til at være handlekraftige. Vi opdrages gennem medier, kultur og reklamer til at handle og ikke holde os tilbage.
Men over for reklameindustriens forslidte frase om at handle nu og leve i øjeblikket, hører vi i kristendommen mange historier om at vente i ydmyghed. I julefortællingen hører vi, at det, mennesker har ventet på, er gået i opfyldelse. Men med fødslen af det lille Jesusbarn sættes vi igen til at vente i 30 år, før evangeliernes store gerninger bliver virkelighed. Og da han korsfæstes, sættes vi igen til at vente, denne gang på tilbagekomsten.
Vi indbydes i alle disse fortællinger til at vente i glæde. I den næste måned venter vi på julen, Jesu fødsel og den store forløsning af menneskeheden. Men i videre forstand venter vi altid fortrøstningsfuldt på det gode, der skal komme, selv i dødens stund. Vejen frem mod noget er væsentlig i kristendommen. Den næste tid er det vejen frem mod jul, vi skal betræde med forventning og glæde.
Og med Joh. Møllehaves digt, vil jeg blot ønske glædelig december, glædelig ventetid, og glædelig jul!
Adventstid i decemberkåbe
at leve er altid at vente og håbe.
Håbet gør os forventningsspændte,
at leve er altid at håbe og vente.

Advent betyder gudsrigets komme,
så ventetiden er ikke omme.
Endnu er her mørke, endnu må vi sige
ske din vilje, komme dit rige.

Endnu må vi vente, endnu må vi længes,
men lyset skal komme og mørket fortrænges.
Guds rige skal komme, men risikoen
er altid at miste håbet og troen.

For livet består i at håbe og vente
som børn, der mod jul er forventningsspændte.
Ingen forskel på vantro og fromme,
alle må vente på gudsrigets komme.

Guds søn har besøgt os, og lige siden
har mennesket levet i adventstiden.
Lyset skal komme, og mørket skal vige,
ske din vilje, komme dit rige!

Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat

DEL