”Det er første søndag i fastetiden. Første søndag i nedtællingen mod påske. Vi har allerede haft septuagesima og seksagesima, hhv. 70 og 60 dage før påske.
I søndags holdt vi fastelavn, hvor vi spiste os mætte i hvide boller og fedt flæsk, eller ville have gjort det i tidligere tider, hvor både flæskesøndag og flæskemandag og hvidetirsdag blev holdt i hævd.
Nu faster vi sammen med Jesus, der vandrer rundt i ørkenen efter sin dåb. Samtidig er vi noget længere fremme, vi kender nemlig historiens forløb. Vi ved, at korset venter i horisonten.
I søndagens tekst fortæller Jesus disciplene, at det Rige, som han har modtaget fra sin Fader efter sine prøvelser, også vil være åbent for dem, der følger ham trofast.
Men samtidig med, at disciplene frygteligt gerne vil arve Guds Rige, skændes de også med hinanden på en utrolig jordisk måde. Hvem er størst? Hem er vigtigst?
Jesus må fortælle disciplene igen og igen, at det er modsat i hans Rige. Der er den vigtigste den, der tjener de andre. Den, der bringer mad og drikke til dem, der behøver det. Han knæler ned og vasker deres fødder. Ved Jesu egen dåb siger Johannes endda: ”hvorfor skal jeg døbe dig, når det er mig, der har brug for at blive døbt af dig?”
Men selv den rigeste og mest magtfulde vil forgå som jordens blomster. Selv den fattigste vil visne som græsset. Det er ikke vores status her i verden, der er afgørende. Det er derimod hvad vi bruger vores liv til, der har betydning. Hvordan vi lever, der er væsentligt. For os, for dem, vi tjener og for Gud.
I første kapitel af Jakobsbrevet skrives der, at man skal holde ud i prøvelserne, og ikke give Gud skylden for de fristelser, vi havner i. For når man fristes er det ens egne handlinger, der drager og lokker, og fristelserne skaber kun problemer for os og for andre.
Vi kan fristes til at række efter en højere status. Vi kan fristes til at skabe flere penge på bekostning af dyrevelfærd, naturen eller mennesker. Vi kan fristes til at hævde os selv på bekostning af andre – det er mobberi. Vi kan fristes til at handle forkert på så mange måder.
Jakob slutter af med at skrive: Far ikke vild, mine kære brødre!
Som disciplene, der sættes på plads, sættes også vi på plads denne søndag. Vi formanes af de mænd, der levede for næsten 2000 år siden:
Tjen hinanden, elsk Gud, far ikke vild!”
Med venlige hilsener
Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat.
