Søndagens tekst uge 48

Mens vi venter…
Ventetid er spildtid. Sådan er vi mange, der tænker. Mens vi står og venter på toget eller bussen og sekunderne tikker af sted, spilder vi vores tid. Tid vi kunne have brugt på noget andet – vi kunne have været så effektive; tjekket mail eller vasket op. I stedet står vi bare og venter…
Vi er så vant til, at alt er sat i system og effektiviseret. Først er der arbejdstid, så familietid, så alenetid og ind imellem kan vi være så heldige at få presset tid ind til motion eller kærlighed. Og så er der ventetiden – spildtiden, hvor al vores planlægning går fløjten og den frihed og magt over vores liv og hverdag, som vi troede vi havde, pludselig bliver indskrænket. I stedet står vi bare og venter… Men på hvad? På at vi igen får magten over tiden – over tilværelsen? Så kommer vi til at vente længe!
Nogle mennesker er gode til at vente. De spilder ikke deres tid – de får tid. Tid til at stå lidt i egne tanker, tid til at fundere, eller måske læse avisen i fred. Tid til at lade livet synke ind i stedet for, at det bare farer forbi, mens uret tikker. Kunsten må derfor være at se ventetid – ikke som et spild af tid, men et overskud af tid til det, vi sjældent har eller tager os tid til.

Adventstid er også ventetid og vi kan næsten ikke vente med at få hul på julen. Den er også mange steder godt i gang, mens tiden går og uret tæller ned, til det vi venter på: Juleaften. Frelserens fødsel. Familietid. Gavetid. Hyggetid. Spisetid. Men vi kan ikke skynde på julen – Frelseren fødes kun til jul og ikke et sekund før. Men forventningen om ham fødes og spirer frem igennem ventetiden – adventstiden, som giver (kirke)rum og tid til det vi sjældent har tid til; ro, fordybelse og forventningens glæde – tid til at lade livet bundfælde sig og udfolde sig, sådan som det altid er, forud for en fødsel.
Opgaven i ventetiden, adventstiden, er derfor at tage os tiden til at være til stede i den – og lade forventningen og glæden vokse og gro indtil barnet, som er lyset selv, lader sig føde.
Det har vi i grunden sjældent tid til når julen for alvor er over os, – for da har vi igen travlt med så meget andet.
Sanne Birkely Sørensen, Skørping

Sanne Birkely Sørensen
Sognepræst Skørping-Fræer pastorat

DEL