fredag, april 26, 2024

Overvældende interesse for Nørager Friplejehjem Forventes brugsklart allerede i 2020

At der er stor interesse for det kommende friplejehjem i Nørager kom tydeligt til udtryk ved borgermødet sidste onsdag.

Her kunne salen i Kig Ind dårligt kunne rumme de mange mennesker, der ønskede at deltage, og hvor nogle derfor måtte tage til takke med en ståplads eller at lytte til debatten fra den tilstødende foyer.
På mødet kunne direktør Emil Tang fra Danske Diakonhjem bekræfte, at friplejehjemmet nu bliver en realitet, og at man snarest vil tage det første spadestik til projektet. Emil Tang stillede videre i udsigt, at man påregner at have byggeriet afsluttet om godt et år, så det kan tages i brug i foråret 2020.
Friplejehjemmet er som som tidligere er omtalt det største projekt, der nogensinde er gennemført i Nørager, og det sker endda uden, at Rebild Kommune og dermed vore egne skatteydere skal betale anlægget, idet det finansieres 100% af AP Pension.
På mødet gav Emil Tang en grundig gennemgang af hele byggeriet, og han fortalte om sine visioner for friplejehjemmet, som hans organisation, Danske Diakonhjem, har påtaget sig driftsansvaret for. Danske Diakonhjem driver i forvejen flere friplejehjem i Danmark, og ingen af dem har tomgang, understregede han.
Nogle har undret sig over, at der kan bygges et friplejehjem med 40 pladser, når det eksisterende kommunale plejehjem ikke engang kan fyldes op, men her siger erfaringerne, at et friplejehjem hurtigt vil få beboere fra andre kommuner, og at der for tiden ikke findes andre friplejehjem i Himmerland end Hvalpsund og Hobro, som begge er på kun 24 pladser.
Man har på den måde et ”marked”, der strækker sig helt til Løgstør, Nibe og Aalborg alene inden for Himmerland, men der kan sagtens komme beboere fra andre landsdele, f.eks. i det tilfælde, hvor man har pårørende her.
Emil Tang fortalte også, at friplejehjemmet vil give job til ca. 45 medarbejdere. Om beboere fra det nuværende plejehjem i Nørager sagde Emil Tang, at de vil få første ret til en plads på det nye friplejehjem, hvis de ønsker det, og medarbejderne på det kommunale plejehjem vil alle blive tilbudt en samtale, hvis de ønsker det, når der om et års tid skal foretages ansættelser.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler