AT TRO ER AT RÅBE OM HJÆLP! 3. søndag e. Helligtrekonger.
Den magtfulde officer er en desperat mand. Han tigger og beder en barfodsprædikant, som han ellers har hals- og håndsret over, om hjælp. Og Jesus siger: ”Jeg kommer med det samme!”
Selvfølgelig siger han det, tænker vi. Men det tænker mængden omkring ham nu ikke! For manden er jo romer, undertrykker – en af dem, vi ikke vil lege med. Ikke, at de var særligt onde, dengang, dér, i det folk. De var såmænd bare som os andre: Glem ikke, hvordan vi i Danmark i 1945 nægtede tyske flygtningebørn her i landet lægehjælp med det resultat, at børnene døde som fluer? Eller hvad med dagens flygtningebørn, spærret inde på udrejsecentre? Børn, vi nægter retten til en kogt kartoffel og lidt broccoli? Retten til skolegang? Til en normal familiehverdag?
Men Jesus er noget så tindrende ligeglad med alle vores regler: Her er et menneske, der skriger om hjælp – og han hjælper. Den, der lige nu sidder i livets mørke – det er lige præcis dig, Jesus vil være fælles med, uanset om det så er på tværs af alle pæne forestillinger hos alle pæne mennesker om det upassende ved at hjælpe dig. Hjælpen er, at vi aldrig i evighed bliver forladt. Af mennesker måske, men aldrig af Gud.
Den hjælp har du altid lov at råbe på. Når du har skreget din afmagt ud, der i mørket, sådan som Jesus selv skulle komme til at gøre det, da han hang på korset, udstødt og forladt, med råbet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – så har du lov til at tro, at det samme vil ske for dig, som det skete for ham: at du vil opleve et svar på dit skrig. Et svar, der sikkert er et andet end det, du havde forestillet dig. Måske bliver du ikke helbredt, måske bliver din elskede ikke rask – men Jesus måtte jo også blive på SIT kors.
Du kan måske ikke selv sætte ord på det svar. Det behøver du heller ikke, for Salmisten har gjort det for dig, med de ord, der også blev trøsten for Jesus, da han råbte SIN afmagt ud på korset. Læs blot fra resten af den salme, Jesus henter SIT klageråb fra:
”Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd…
Men du Herre, hold dig ikke borte,
Du, min styrke, skynd dig til hjælp!
Red mit liv… frels mig…!
—
Du har svaret mig!…
Lovpris Herren…
For han viste ikke foragt og afsky
For den hjælpeløses nød;
Han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp!” (Salme 22)
Inger Margrethe Andersen, sognepræst i Bælum-Solbjerg-Skibsted
