søndag, november 3, 2024

Søndagens tekst uge 7

Vi bliver ikke gladere af at blive rigere. Selvfølgelig gør jeg det! siger du. Og det er også rigtigt. Du bliver ret meget lykkeligere af at få en million. Men lad os sige, vi alle sammen fik en million. Det ville ikke gøre os lykkeligere. Det er ikke bare, fordi inflationen ville annullere effekten. Det er, fordi vi ikke bliver lykkeligere af at blive rigere. Hvordan véd vi det? Fordi ingen undersøgelser kan måle nogen sammenhæng mellem, hvor meget rigere et samfund bliver, og hvor meget lykkeligere folk er. Sociologerne kalder det »lykkeparadok-set«. Lad mig lige formulere det igen: Du bliver lykkeligere af at få en million. Men vi bliver ikke lykkeligere, hvis vi alle sammen får en mil-lion.
Hvad gør forskellen? Du bliver jo ikke fattigere af, at jeg bliver rigere. Du kan købe de samme ting. Du kan tage på de samme ferier. Er det så slemt, at du skal dele flyet med nogen?
Der er en grund til det, og det er ikke, fordi du (vi) er van-vittige. Det er, fordi det er den relative rigdom, der tæller. Det, der tæller, er, hvor meget rigere, jeg er end andre. Det er det samme med fattigdom, det er altid den relative fattigdom, der tæller. Rig eller fattig, det er noget vi er i forhold til andre. Det har Jesus fortalt en lignelse om – den bedste af hans lignelser efter min mening. Den hedder »Arbejderne i vingården«. Læs den selv i Matthæusevangeli-ets kapitel 20. Eller kom i kirke og hør den næste søndag.
Det er sjovt, den mekanisme. Også tragisk, kan man sige. Sociologerne siger, vi mest forbruger for at holde trit med de andre og måske komme en lille smule foran. Det er det forbrug, som er ved at gøre det af med planeten. Tragedien ligger i, at vi bliver ved, ikke fordi vi er onde eller dårlige eller materialistiske. Men fordi vi er mennesker. Det er simpelthen det mest menneskelige, der findes, at ville være på omgangshøjde. Vi bliver nødt til at tjene penge og for-bruge hver især. Det ville være dumt at fordømme det.
Men vi kan måske lade være med at forherlige det.

Kenneth Berg, Øster Hornum-Veggerby

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler