tirsdag, juni 25, 2024

Søndagens tekst uge 18

”Selvom jeg går i dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt…”

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i dødskyggens dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.” (Salme 23, læsning til 2.søndag e. påske)
For mange år siden sad vi, min familie og jeg, som pårørende til en af vore kære på intensivafdelingen. Som de af jer, der har prøvet det, måske genkender, kan der på det sted opstå en særlig slags kammeratskab mellem de pårørende. For alle er vi jo fælles om, at vi har en kær og elsket, der kæmper for sit liv. Sådan gik det også for os, når vi ind imellem tog et lille pusterum i vagten ude på gangen. Og en dag måtte vi simpelthen spørge konen til ham, der lå i sengen overfor: ”Hvad ER det, du hvisker til din mand, der gør ham så rolig?”
For ro var ellers ikke det, der prægede manden, dér i sengen, som i sin halv bevidstløse tilstand vred og vendte sig, tilsyneladende i voldsom kamp – men når så hans kone hviskede ham i øret, faldt han helt til ro.
Konen fortalte så, at op til mandens slagtilfælde havde de gennemlevet en meget svær tid – ja, faktisk var de tæt på skilsmisse, da ulykken ramte. Men i sin tid, da de blev gift, havde præsten prædiket over Davids hyrdesalme, og den salme var kommet til at betyde noget helt særligt for dem: De havde lært den udenad, og hver gang livet var svært for dem, tog de den frem. Det var lidt tilfældigt, hvem af dem, der først sagde den – men på et tidspunkt, når de var i krise, ville en af dem give den anden salmen. Og sådan havde den salme båret dem gennem livets op- og nedture og husket dem på, at selv i det sværeste, er vi ikke alene – for ”Herren er vor hyrde…” – og samtidig mindet dem om det, de i sin tid havde lovet hinanden: At de ville dele liv og vilkår med hinanden. At de altid skulle være hjemme hos hinanden. Og nu var det altså hende, der midt ind i mørket hviskede disse håbs- og trøsteord til ham.
Hvordan det gik parret siden, ved jeg ikke. For vi forlod Intensivafdelingen med vores kære i god behold og dermed ophævedes også dette særlige kammeratskab, der havde bundet os sammen, derude på gangen. Men i øjeblikket skænkede Davids salme håb og trøst ”i dødsskyggens dal.”

Inger Margrethe Andersen, Bælum-Solbjerg-Skibsted.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler