torsdag, april 18, 2024

Sensommeren bider og stikker

Sensommeren bider og stikker

Der er særligt mange hvepse og andre insekter, når sommeren nærmer sig sin afslutning, og hvepsene bliver mere aggressive, efterhånden som de danske frugter modnes. Den danske allergivirksomhed ALK giver råd til, hvordan man undgår at blive stukket.

Sensommer er højsæson for hvepse og andre insekter – til stor irritation for dem, der må lægge krop til deres stik. Og det kan blive værre i løbet af de kommende uger, når frugtsæsonen for alvor sætter ind, siger seniorforsker i allergivirksomheden ALK Jørgen Nedergaard.
”Heldigvis er de fleste insektstik ufarlige – men de kan være meget generende. Og hvepse- eller bistik kan være farlige, hvis den stukne er allergisk eller hvis man bliver stukket i hoved-hals området. Er det tilfældet, skal man søge læge med det samme”, siger Jørgen Nedergaard.
Kend symptomerne
Symptomerne på en allergisk reaktion, der kræver lægehjælp, kan være: Udslæt på kroppen, utilpashed eller vejrtrækningsbesvær. Selv voldsomme hævelser er ikke i sig selv faretruende med mindre de besværliggør åndedrættet. Hvis der er tale om bistik kan man mindske generne i forbindelse med et stik ved at fjerne brodden med en nål. Det er en dårlig idé at bruge en pincet, da den vil klemme giftsækken sammen og tømme mere gift ud. Smerter og hævelser kan lindres med is eller lokalbedøvende eller kløestillende middel.
Ifølge Jørgen Nedergaard bliver især hvepsene mere aggressive, efterhånden som de danske frugter modnes, og han giver derfor følgende råd:
”Kig lige en ekstra gang på det stykke frugt, du har plukket, før du putter det i munden. Især hvis du plukker en blomme, skal man kigge godt efter – hvepsene kan nemlig bore sig ind i blommen, og så kan det altså være farligt, hvis man først opdager den, når man har fået den ind i munden”, siger allergieksperten.
Gå til lægen
Hvis du tidligere har haft en voldsom reaktion på et bi- eller hvepsestik, er det klogt at søge læge og få undersøgt, om du har allergi. Din læge vil spørge om symptomerne ved stikket og henvise dig til en specialist, som kan teste dig for allergi, hvis det viser sig relevant.
”Ud fra en blodprøve måler man mængden af allergi-antistoffer over for bi eller hveps. Typisk får du også lavet en hudpriktest, hvor man anbringer en lille dråbe hvepse- eller biallergen på huden og prikker igennem dråben med en lille lancet. Ved positiv reaktion dannes der få minutter efter en lille hævet og kløende plet på huden. Det skyldes en allergisk reaktion mellem allergenet, som er kommet ind i underhuden, og de allergiantistoffer, der findes i blodet. Ud fra disse undersøgelser kan man fastslå mængden af allergi-antistoffer og afgøre, om man vil anbefale allergivaccination”, siger Jørgen Nedergaard.
Hvis du er allergisk og har fået udleveret en adrenalinsprøjte, skal du have den parat og give dig selv en indsprøjtning, hvis der er optræk til symptomer.
ALK giver desuden følgende råd, der kan mindske risikoen for insektstik:
• Slå ikke ud efter insekterne, men bevæg dig roligt i nærheden af dem.
• Dæk kød og søde madvarer til, når du spiser udenfor – eller spis inde.
• Pas på ved havearbejde – husk lange bukser og lange ærmer.
• Luk skraldespandene.
• Sæt myggenet for de åbne vinduer.
• Spar på parfumen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler