Søndagens tekst uge 36

At møde mennesker.
Nu er det efterår, og endnu engang starter alting op efter ferie og frihed. I starten i august er det hele spændende og nyt, men hurtigt bliver nyhedens interesse mindre, og hverdagen melder sin ankomst. Man kommer så nemt til at køre i den samme rille dag efter dag. Tid har vi ikke til nye ting eller fremmede mennesker.
Men når vi er på ferie mødes vi helt anderledes. Der har vi tid til at sige ’hej’ til fremmede, eller spise frokost med ukendte mennesker, fordi vi tilfældigvis er på ferie det samme sted, tilfældigvis alle er danskere, eller fordi børnene har fundet ud af at lege sammen i poolen.
På mine vandringer oplever jeg tit et stort fælleskab, selvom ingen kender hinanden. Alle passer på alle, snakker, deler snacks og gaffatape, når støvlen lækker, eller kram, når et skinneben har fået knubs. Vi sætter os på samme sten og holder pause. Måske snakker vi sammen i fem minutter, måske følges vi en halv eller hel dag. Ude i det fri bekymrer vi os ikke om, hvem de andre er, men at de er. Det handler ikke om at give for at få igen. Vi gør det spontant og uden bagtanker.
Man kan sige, at vi møder hinanden ligesom små børn. Har du set to børn på en legeplads, ved du også hvor hurtigt de bliver bedste venner og leger sammen. Børn mødes umiddelbart. Voksne er mere reserverede.
Når vi læser evangelierne, er de voksne også meget reserverede overfor fremmede, men Jesus gør lige som de små børn. Han tager imod alle, der kommer til ham, Uanset om det er en lam, en spedalsk, en kvinde eller en døvstum. Han giver sin hjælp uden forbehold eller fordomme. Alene fordi det andet menneske er og har brug for ham.
Det hele handler om, hvordan vi ser på mennesker. Ser vi det gode eller det dårlige i dem? Forventer vi afvisning eller velkomst?
Det vi ser i os selv, er som regel det vi også forventer at se i de andre. Giver vi selv den kolde skulder, forventer vi også at få den kolde skulder. Har vi tendens til smil og latter, mødes vi som regel på samme måde. Det er en cliché af en grund: Smil til verden, og verden smiler til dig.
Så lad os bare blive som børn igen, lad os handle spontant og uden bagtanker når vi møder nye mennesker. For måske kan de berige vores liv på måder, vi end ikke turde drømme om.
Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i
Kongens Tisted,
Binderup og Durup Pastorat.

DEL