lørdag, april 27, 2024

Søndagens tekst uge 37

Den barmhjertige!
Af Anna Margrethe Saxild, Sognepræst i Aarestrup og Haverslev

Hvor skal vi gå hen med vore spørgsmål og tanker om livet og døden, hvis ikke i kirke? Lægevidenskaben forholder sig til hvad liv er, hvordan vi bevarer det, fremstiller det i reagensglas og hvordan døden kan udsættes. Mange faggrupper arbejder videnskabeligt med livsstilsproblemer, sundhedskriterier, arbejdsmiljø og psykologi.

Men ingen andre steder end i kirken kan vi komme som et spørgsmålstegn og få lov at blive ved med at være det. I kirken stilles ingen krav, ingen løsninger vi skal forholde os til. I kirken er fokus ikke på risikogrupper, resistente bakterier eller nye forskningsresultater, der vække bekymring. I kirken findes ro midt i kaos.

I kirken bliver det fortalt, at det alt sammen skyldes Gud og at vi ikke behøver at fatte en meter af noget som helst. Det er tilladt at være forvirret og ikke at kunne finde mening i noget som helst. Gud er som den barmhjertige samaritaner, vi skal høre om på søndag i landets kirker. Han samler os op, hver eneste gang vi falder, hvad enten vi falder, fordi vi selv har gjort dumt eller fordi vi er faldet i det forkerte selskab.

De fleste mennesker frygter at komme dertil, hvor de ikke kan klare sig selv. Det er uværdigt og kan være både pinligt og flovt at bede andre om hjælp. Men her kommer historien om den barmhjertige samaritaner ind i billedet. Faktisk er det den forslåede og overfaldne mand, der gør samaritaneren til en næste. Han kalder barmhjertigheden frem i samaritaneren, så han føler sig, som et menneske, der er brug for.
Når vi beder om hjælp, kalder vi på barmhjertigheden hos vores næste.

Men i praksis er det ikke altid let at være en næste, der er mange hensyn at tage, om fordomme, gengældelse, jalousi. Næstekærligheden kan blive helt hjemløs, fordi der er for mange andre pligter at tage sig af. Hvem kender ikke præsten og levitten i sit eget liv, og må erkende at man adskillige gange er gået forbi?

Vi går i kirke for at høre om den barmhjertige kærlighed, der aldrig går forbi. Jesu forkyndelse og praktisering af næstekærlighed kommer fra en helt anden verden, fra Guds rige – dér, hvor alting stammer fra – dér, hvor alle spørgsmål ender og hvor vi kan få lov at være med alt det, der ikke findes svar på i den verden, vi lever i til hverdag.
Anna Margrethe Saxild
Sognepræst I Aarestrup og Haverslev

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler