tirsdag, juni 25, 2024

Søndagens tekst uge 40

Livet, døden, kærligheden og hadet!
Af Anna Margrethe Saxild, Sognepræst i Aarestrup og Haverslev

Som helt ung havde jeg en meget tænksom ven. Et af hans yndlingssætninger var, at vi skulle have en snak om livet, døden, kærligheden og hadet. Jeg synes, det var voldsomt med alle de store begreber sat sammen i én sætning. Men med årene giver de fire begreber stillet i forbindelse med hinanden mere og mere mening. De er grundbegreber i menneskers liv og vil vi være nærværende i hinandens liv, kommer vi ikke uden om at skulle forholde os til dem.

Døden er den barskeste af dem. Had kan også føre meget grimt med sig, men så længe døden ikke er kommet imellem, er der altid mulighed for forsoning. Døden derimod levner os ingen handlemuligheder, men gør os magtesløse og små.

De gamle kunstnere og forfattere var ikke så bange for at bringe døden på banen enhver lejlighed, ved sygeleget, ved festmiddagen, på markedet, ved fødsler, ved sportsbegivenheder – ja i alle de situationer i et menneskeliv, hvor vi i dag er af den helt klare overbevisning, at man i hvert fald ikke skal tale om døden, for det ville jo ødelægge den gode stemning. I dag er døden overladt til professionelle og de flestes kontakt med døden forsøges udsat længst muligt.

Men selvom vi gør meget for at holde tanken om døden fra døren, sniger den sig alligevel ind som metaforer i det daglige sprog. Vi ved alle, hvad en dødbider er eller en, der er død i sværen. Man kan også være gået død i noget eller bare være helt død i dag – eller man kan være træt til døden eller dødelig udmattet.

Er man gået helt død, så er man afhængig af, at nogen vil kalde én frem af mørket og lære én, hvilke veje, man kan gå. På søndag hører vi fortællingen om Jesus, der kalder en død til live i gen. Sådan kalder Vorherre også på os, når vi er gået død, selvom vi lever. Kalder på os, for at få os til at se og høre, til at leve i ansvar for os selv og for dem, vi lever sammen med derhjemme, på arbejdet, i pensionistforeningen, idrætsforeningen eller hvilke sammenhænge, vi færdes i. Vi er ikke gudsforladte, når vi er gået død i livet, der er altid muligheder for at vågne op igen, som der også var det for enkens søn i Nain, selvom ingen andre end Vorherre selv troede det muligt. Det er en fortælling om håb. Håbet om at Gud også kan overvinde døden i alle dens afskygninger i vore liv, fordi han overvandt døden påskemorgen ved Kristi opstandelse.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler