tirsdag, oktober 15, 2024

Summer camp med Sortebakken Gymnastik Forening

Trods støvregn og ikke så sommerlige temperaturer, stillede en masse forventningsfulde familier op og fik gennem tre dage intro til shelters som ferieform.

Der er desværre mange familier, der ikke har ressourcerne til at komme på ferie, nu hvor coronaen har lagt sin skygge over landet, fortæller formand for Sortebakken Gymnastik Forening Dorthe Sennenwaldt. Det er ikke kun økonomisk, at ferie kan være noget af en mundfuld at overskue. Shelter ferie er bestemt ikke nogen dyr ferieform, men har man ikke prøvet det før, kan det virke uoverskueligt og svært at få taget skridtet ud i det ukendte.
I samarbejde med flere instanser og med økonomisk støtte fra Rebild kommune og Lions Club Rebild har Sortebakken Gymnastik Forening kunnet invitere til en aktiv oplevelse på Boldrup Museums shelterplads, og det er vi som forening meget taknemmelig for, fortsætter Dorthe. Det er fantastisk, at vi som gymnastikforening kan lave dette tilbud, der ellers ligger lidt udenfor vores vante rammer.
Deltagerne kom fra hele kommunen og langt fra alle havde mødt hinanden forud. Alligevel gik der ikke længe før alle børn legede med de redskaber gymnastikforeningen havde medbragt i mens de voksne indrettede sig i shelters og telte.
Initiativtagerne fra Sortebakken Gymnastik Forening Dorthe Sennenwaldt og Anne Lund Gormsen er selv glade for at tage deres familier med ud i naturen og overnatte. Det er en ny oplevelse fra gang til gang, også selvom man overnatter samme sted, fortæller Anne, og når først man har det mest basale udstyr, er det ingen sag med kort varsel at tage afsted. Anne fortsætter: vi har, med hjælp fra vores økonomiske støtter, kunnet udstyre hver enkelt familie med det udstyr de har brug for til både enkelte overnatninger og reelle ferier. Der er så mange veludstyrede shelterpladser rundt i landet, der er velegnede for nybegynderne og efterhånden, som de får blod på tanden, kan de udfordre sig selv mere og mere.
Boldrup Museums shelterplads er en perfekt begynderplads, med tekøkken, toilet og varmt vand. Museet giver samtidig mulighed for en masse glade oplevelser i natur og med dyrene og Per fra museet fik hurtigt engageret børnene i morgenfodringen og rundtur i området. De første to børn har allerede erklæret, at de ønsker sig hans job, når de bliver store, så begejstrede, var de.
Anne fra Sortebakken Gymnastik Forening havde desuden lavet aftale om et par ekstra oplevelser til både store og små, så onsdag eftermiddag trillede der en patruljevogn ind på pladsen med blå blink på taget. Børnene fik lov til at sidde i bilen og fik fortalt op prøvet en masse. Betjentene var fantastiske til at formidle. Torsdag var det så en sprøjte fra Ålestrup Brandstation, som kom og vakte jubel. Brandmændene var som betjentene halt på linje med børnene og alle hyggede og fik lov at prøve at sprøjte med vand og meget andet. Til slut fik alle en flot rød brandhjelm.
Onsdag aften kom præst Rikke Visby forbi og spiste bål-mad og hyggede med os. Mad over bål var en ny oplevelse for mange, fortæller Anne, det stod for den del. Det kan være svært at skulle prøve noget nyt mad – især med mange grøntsager i, hvis man ikke er vant til det, men alle som en’ prøvede og der blev spist godt. Frisk luft og fysisk aktivitet giver god appetit, griner Anne også er grøntsagerne lige pludselig ikke så ”farlige”. Mens Anne lavede gryderet over ilden i en kæmpe gryde, stod Dorthe for at lære de enkelte familier at tilberede ris og pasta på deres nyerhvervede trangia-sæt, ligesom de ivrigt øvede sig med tændstål.
Det var en dejlig tur og der er allerede flere, der spørger på gentagelse næste år, fortæller Dorthe fra Sortebakken Gymnastik Forening. Vi gentager gerne succesen, hvis vi får samme økonomiske støtte, fortsætter Dorthe, vi kan bare ikke som forening bære det selv.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024