Søndagens tekst uge 2

Søndagens tekst
På søndag den 17. januar er det 2. søndag efter Hellig tre Konger og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 2 vers 1 – 11.
Glæden er hjertet i enhver lykkelig bryllupsfest, for her modtager vi en gave, som vi ikke skylder os selv.
To mennesker har boet sammen længe, og nu står de foran kirkens alter, og med et løfte modtager de hinanden som gave. Brudgommen bliver tankefuld: Nu har vi snart boet sammen i fem år, og hun kender mig ud og ind, og alligevel siger hun ja til at ville leve med mig resten af livet! Det er da forunderligt, ja underfuldt!
Brudgommen véd med sin forstand, at hun vil svare ja, og alligevel et dette ”ja!” et lille mirakel, som han bare kan takke for, ganske som vi takker for lyset, der udfolder rummet omkring os, lyset, som gør vore øjne seende, og som vækker vore følelser, så vi kan forbinde os med hinanden.
Ved brylluppet i Kana gjorde Jesus sit første under, og det peger frem mod hans største under. Og det var Skærtorsdag aften, da han gjorde vinen til sit blod. Skærtorsdag aften gjorde han nadverbordet til sit bryllupsbord. Han forvandlede brødet og vinen til sig selv, sit eget kød og blod, og rakte sig selv til diciplene, så han og de blev eet med hinanden som brud og brudgom. Han sagde ja til dem, selv om han kendte dem ud og ind.
Vi véd, at jo mere, der skal til for at gøre os glade, jo mindre glade bliver vi og jo mindre, der skal til for at gøre os glade, jo mere glade bliver vi, og glædens dybde afhænger af alvoren. En glæde uden alvor er pjat, og derfor er der den dybe alvor og dybe glæde ved et bryllup og den dybeste glæde og største alvor ved nadverbordet.
Svend Schultz-Hansen

DEL