Søndagens tekst

På søndag den 14. marts er det midfaste søndag og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 6 vers 1 – 15.

Hvad er på jorden det mindste, men i Himlen det største? Hvad er i tiden det dunkleste og i evigheden det klareste? Hvad er i verdens øjne det svageste, men i Guds øjne det stærkeste? – Det er kærligheden!
Ja, kærlighed er i grunden ingenting og samtidig grunden under alting. Var kærligheden ikke grunden, var grunden en afgrund. Vi dingler mellem at dyrke os selv og hade os selv, og spændingerne i nakken skyldes, at vi vil være en anden, end den vi er og altid tror, at vi skal gøre os fortjent til at få lidt kærlighed.
Evangeliet, om dengang Jesus i ørkenen mættede de 5000, er et tegn på Guds kærlighed. Et vejskilt er et tegn, der viser, at forude venter et vejkryds. På samme måde er bespisningen af de 5000 i ørkenen er et tegn, der viser, at forude venter skærtorsdag aften, hvor nadveren indstiftes og brød og vin uddeles.
Det er med to brød og fem fisk til 5000 som med kærligheden. Den syner af ingenting, og intet mætter dog så meget. Der var kun to brød og fem fisk men:” Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud til alle, der sad der…”. Og da var det, som brød og fisk dalede ned som manna fra Himlen. Til overs blev 12 kurve fulde af brød, 12 som tallet på de 12 apostle, der som 12 kurve siden skulle dele nadverbrødet ud til verden.
Den underfulde bespisning, af de 5000i ørkenen, er et tegn, der viser frem til det virkeligt underfulde, der skete skærtorsdag aften, hvor Jesus med en takkebøn gjorde brødet og vinen til sig selv. Vi synker ham, og han synker ned i os, og derefter løber hans blod i vore årer og vort blod i hans, og så er vi eet med ham og hinanden og skal aldrig skilles ad.

Svens Schultz-Hansen

DEL