På søndag den 15. august er det 11. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 19 vers 9-14.

Vi har alle stået ved havet en dag, hvor stormen rejser bølge efter bølge. Vi ser, hvordan den dannes, hæver sig, knejser og skummer i magt, for øjeblikket efter at kastes, hvirvles og slettes ud. Det kan godt komme over én: Er det også historien om mennesket – opblæst, og straks blæst bort igen. 

På søndag skal vi i kirken høre Jesus fortælle om to mænd, der gik op til Jerusalems tempel for at bede. Den ene en farisæer den anden en tolder, farisæeren agtet, tolderen foragtet og begge med rette. Alligevel gik den foragtede retfærdiggjort hjem, men den anden ikke. Begge, både tolderen og farisæeren, træder frem for Guds ansigt, for det gør man jo, når man beder til Gud.

De to mænd står i samme rum, men ellers står de så forskelligt. Den ene står selvbevidst i rummet, den anden diskret for sig selv. Den ene ser op, den anden ser ned. Den ene løfter armene, den anden slår sig for brystet. Denne ene ser den anden udelukkende for bedre at kunne se sig selv i et bedre lys, den anden har set rigeligt.

Tolderen så sit liv i lyset af Guds hellighed og kærlighedsvilje, og i det lys så han sandheden, for hvad andet end kærligheden kan få sandheden frem, ikke sandhederne om hinanden, men sandheden om os selv, og derfor havde han set rigeligt.

Tolderen gik retfærdiggjort hjem, men det vidste han ikke, og det er troligt, at han til sin dødsdag har været ængstelig ved, hvordan det skulle gå ved den sidste toldgrænse. Gud deler ikke vished om nåde ud som forfriskninger på livsvejen.  

Tolderen véd, at en dag skal han selv fortoldes, men han var ærlig over for sig selv, ægte i sin glæde og sin tak, i sin fallit og i sin hjælpeløshed. Han havde med sin ærlighed over for sig selv, ryddet plads for Guds nåde og gjort sig rede til at modtage den.

Af Svend Schultz-Hansen

DEL