På søndag den 22. august er det 12. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra evangelisten Markus kap. 7 vers 31-37.

Af Svend Schultz-Hansen
Det er et under, at få hørelsen igen, når man har været døv. Det er et under, at få talens brug igen, når man har været stum, og det er et under at få synet igen, når man har været blind. Et større under er dog at kunne se, høre og tale selv om man aldrig har været blind, døv eller stum.

Vi hører på søndag om et menneske for hvem to af portene ud til livet var låst. Mundens port og ørets port. Indfalds og udfaldsportene til livet. Synssansen kaldes også ”det kolde sanseorgan”, for det er forstandens organ. Høresansen derimod kaldes for ”det varme sanseorgan”, for det er hjertets organ.

Med øret modtager vi fuglenes sang, havets brusen og musikken, for følelsen og medfølelsen er knyttet til øret. Inde i bilen, ser vi ud, men hører intet og føler derfor intet for vore medtrafikanter, kun vrede og utålmodighed.  Kirken er derfor også et ”hørehus” og ikke noget ”sehus”.

I vore ord ligger det skæreste og det brutaleste af os:” Sten kan smuldre, men aldrig ord”. Det talte ord er som vinden, ingen véd, hvorhen den går, og om den kommer igen som en orkan. Men i vore ord bliver det en dag afdækket, hvem vi egentlig er. En tid lang kan vi gemme os bag vore ord, men en dag slæber de os hen på torvet, så alle kan se, hvem vi er!

”Effata – luk dig op!”, sagde Jesus til den døvstumme, for Jesus kender vejen til både de små ved døbefonten, de døvstumme, de døde i graven og de døde på havets bund. Vi hører Jesus sukke mod himlen. I bønnens suk gjorde han døvheden og stumheden til sin egen og vendte og sendte den mod himlen. 

Den døvstummes ordløse fortvivlelse gjorde han til sin, som der står:” Jesus så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:” Effata! det betyder luk dig op, og så åbnedes himlen, og så åbnedes hans øren.

DEL