På søndag den 29. august er det 13. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 10 vers 23-37.
Af Svend Schultz-Hansen
Vi hører om vejen mellem byerne Jeriko og Jerusalem og om fem mennesker, som gik ”ad den samme vej”. I en dybere forstand gik de dog hver sin vej, for vejen er også livsvejen, og på den drejer det sig ikke om, hvor den går, men hvordan den gåes.
Den rejsende gik sin lovlige vej, en røver gik ulovlighedens vej, en præst og en levit gik hjerteløshedens vej og en samaritaner gik barmhjertighedens vej.
Du kan ikke komme i himlen udenom din næste, for vejen til himlen går omkring din næste. Det er derfor, vejen ser så lidt himmelsk ud. Himmelvejen, vejen til evigt liv, ligner til forveksling en blind vej, en vej, der ender i havet, eller bare en gang på stedet, indtil døden indhenter os.
Anderledes kan vejen heller ikke se ud, netop fordi den går omkring din næste og hans nød og elendighed. Og der er lige så megen herlighed at se på den vej, som der var herlighed at se på Jesu kors, og der er lige så megen salighed at føle på den vej, som i Jesu lidelser, og mindst lige så megen ulejlighed og frygt at overvinde, som for den barmhjertige samaritaner.
Jesu vej gennem livet var tornestrøet, for den var vejen til Gud og gik omkring, og ikke forbi, alle de mennesker, der havde brug for ham. Han sagde ikke nej til en eneste, og derfor blev hans vej så kort og endte så brat og blindt på et kors. Men så skete det, da alt håb var ude, og døden havde indhentet ham, at han med eet var hjemme og trådte ud af graven.
På samme måde, som floden når sit mål i sin egen død, når den strømmer ud i havet, og frugterne når deres mål, når de falder af, og kornet sit, når det høstes. Således når vort liv sit mål, når vi dør bort, forsonede med Gud i troen på Jesus og i troen på hans sejr i det tilsyneladende forsmædelige nederlag på korset Langfredag.
