Af Svend Schultz-Hansen

På søndag den 5. september er det 14. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 17 vers 11-17.

På vej ind i en landsby møder Jesus ti spedalske. Den smitsomme sygdom havde klædt dem alle ens. Kød og klæder hænger i laser på dem. Sygdommen havde lagt alle forskelle i graven, men helbredelsen rejste dem igen, både som mure og muligheder.

Kun den ene af de ti vendte tilbage og takkede Gud. Hans taknemmelighed blev ikke hængende ved gaven, men blev båret tilbage til giveren. Han måtte møde den gode ansigt til ansigt og faldt på knæ. Taknemmeligheden var fælles for de 10 spedalske, men hos de 9 var taknemmeligheden uden adresse. 

Taknemmelighed kan være så meget. Der er taknemmelighed, der sidder i sindet som en lys og let stemning, og som dårligt véd, hvad den er vendt imod, men den kan også synke ind i sig selv som en mæt tilfredshed. Vi kender den vi fra dyrenes verden, katten f.eks. der lader sig bage af solen, tilfreds med alt og alle og allermest sig selv.

Den dybe taknemmelighed rummer i sig den ægte tro, og derfor er det, at Jesus siger til den taknemmelige og helbredte spedalske, der vendte tilbage for at takke Gud:” Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig”.

Vi kan undre os over, at tak betyder så meget! Men det gør den, for takken binder os sammen. Som børn blev vi kommanderet til at sige tak, men vi ville ikke, for vi ville ikke bindes sammen med giveren. Der er tak, som er ren høflighed, men her skelner børn ikke. 

Simpel tavshed ophæver forbindelsen mellem gave og giver. Ja, vore forfædre så klart, da de sagde, at den som tog imod en gave og gik sin vej og lod som ingenting kunne regne med, at gaven af den grund faldt ind under kategorien tyvekoster, og så havde man, som det hedder i de islandske sagaer, ”Klæbrige hænder”. Ordet at” gifte” sig betyder ordret at modtage en anden som, ”a gift”, en gave. En brudgom sagde for øvrigt engang i kirken ikke bare ja, men ”ja-tak”.

DEL