torsdag, april 18, 2024

Søndagens tekst

Af Svend Schultz-Hansen
Søndag den 3. oktober er det 18. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 22 vers 34 – 46.

En lovkyndig spurgte Jesus: ”hvad er det største bud i loven?” Og Jesus svarede: Det er, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. De to bud står lige.

Det største bud er altså det dobbelte kærlighedsbud, og de to bud smyger sig om hinanden. Det andet bud, om kærlighed til næsten, har sin rod i det første om kærlighed til Gud. Og det første bud, om kærlighed til Gud, har sin fuldendelse i det andet om kærlighed til næsten.

Ordet ”næste” er bare en kort form af ordet ”nærmeste”, men det er ikke din nærmeste familie eller den, du føler dig mest knyttet til, der er din næste, men den, du fysisk er tættest på. 

Du skal elske din næste og ikke den næste, som dig selv. Det er ikke den næste person i kærlighedskarusellen, som Jesus taler om. Det er altså ikke den, der er dig nærmest, men den som er nærmest dig.

Man kan ikke elske Gud uden at elske sin næste, og man kan ikke elske sin næste uden at elske Gud. De to bud hedder med rette de store, for de omspænder himmel og jord. De når op til Gud og ud til det mindste menneske. 

Det er med Guds lov som med samvittigheden, når den er god, mærker du den ikke, men ellers kan den stikke slemt. 

Loven gør kærligheden til en pligt. Du skal elske, for kærlighed er livets mening, og det betyder, at livets mening ikke er noget, du skal søge, ønske eller lede efter, men et bud, du har overtrådt. 

Tæt forbundet med spørgsmålet om det største bud i loven er spørgsmålet om den største af alle, Jesus Kristus. Hvem er han? Han er på samme tid Davids søn og Davids herre. Jesus Kristus er ham i hvem Guds kærlighed til mennesker, og menneskers kærlighed til Gud, mødes og forenes. Han er den i hvem lovens Gud og lovens bud er blevet kød og blod.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler