tirsdag, december 3, 2024

Sundhedscenteret er blot et klik væk

Man kan sidde hjemme i sin stue og få personlig sundhedsvejledning.

Liva-appen: En personlig, fleksibel og digital sundhedsvejledning hjemme i din egen stue.

REBILD: ”Har du udfordringer med din livsstil i forhold til overvægt, type 2-diabetes, hjertekar-sygdom eller KOL? Så kan du få gratis personlig sundhedsvejledning online på din smartphone eller tablet”.  Sådan skrev sundhedscenteret på Facebook under den første Corona-nedlukning i foråret 2020. 

Med den manglende mulighed for at mødes fysisk, var det tid til at finde nye måder at vejlede Rebild kommunes borgere om sundhed. Liva-appen blev en succes og ramte ned i tidsånden med onlinetilbud og inden for de første fire måneder tilmeldte ca. 100 borgere sig til appen. Nu, halvandet år senere, har ca. 275 borgere været tilknyttet Liva og haft deres egen personlige sundhedsvejleder.  Der er fem sundhedsfaglige medarbejdere fra sundhedscenteret tilknyttet Liva-appen. To kostvejledere, to fysioterapeuter samt en sygeplejerske.

Hvordan foregår et forløb med Liva?
Liva-forløbet kan strække sig op til et år og bliver planlagt individuelt efter den enkelte. Som en deltager fortæller: – Min vejleder og jeg sætter mål, der passer til mig og min hverdag. Disse mål sættes ved en opstartssamtale enten online eller ved et fysisk møde. Derefter foregår vejledningen gennem appen ved hjælp af videobeskeder, beskeder og andet materiale, som giver mening for netop dine mål.

Hvem vælger at bruge appen?
Aldersmæssigt spænder gruppen fra starten af 20’erne til 70’erne, dog flest mellem 30 og 60 år. Det er både mænd og kvinder, der tager imod tilbuddet, og ser Liva som en god løsning i en travl hverdag. 

Hvad siger borgerne om Liva?
Borgere, der har været igennem forløbet fortæller, at Liva-appen er et godt værktøj til at få struktur, og en god hjælp til at blive sparket ud af sofaen. Man er mere forpligtet på aftalerne, når der er en rigtig person i den anden ende.

Er Liva noget for dig?
Lyder Liva som et tilbud for dig, er du velkommen til at melde dig på appen. Det vigtigste er, at du er motiveret til forandring, og har lyst til at arbejde med vaner og mål omkring din livsstil.  Sundhedsvejlederen vil guide dig og giver dig samtidig et kærligt puf til sundere vaner.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler