søndag, november 3, 2024

Ugens film i Kinorevuen

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping viser i denne uge bl.a. følgende nye film:

Du som er i himlen
Du som er i himlen er baseret på den danske klassiker En dødsnat fra 1912, som var forfatter Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. 

I filmen, der udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet, stilles der skarpt på kvindernes plads i historien og særligt på den 14-årige pige Lise, som midt i en brydningstid må kæmpe med den kvinderolle hun har fået tildelt. Et døgn forandrer den 14-årige Lises liv for altid. Hun er den ældste i en søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Men da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset. 

Du som er i himlen er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid – en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Filmen får Danmarkspremiere i Kinorevuen torsdag den 10. februar.

Vildmænd
Martin skredet fra det hele. Til Norge. For at bo i naturen og jage sin egen føde. Som en rigtig vildmand. Men da hashsmugleren Musa pludseligt dukker op nær hans lejr – blødende og forslået efter et biluheld – bliver Martins selvrealiseringsprojekt vendt på hovedet. Snart er det umage makkerpar på flugt gennem barske fjelde, med norsk politi, Musas rivaler og Martins intetanende hustru lige i hælene.

Nordisk Film har med Rasmus Bjerg og Zaki Youssef sikret sig det mest umage par i dansk film i årevis. Rasmus Bjerg spiller den moderne mand Martin, der forsøger at afkoble sig fra civilisationen og finde sig selv i de norske fjelde. 

Vildmænd er en absurd komedie om en mand på desperat flugt fra hamsterhjulet. 

Filmen får premiere i Kinorevuen torsdag den 10. februar.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler