tirsdag, april 16, 2024

200 elever på Sortebakkeskolen løb i den gode sags tjeneste

NØRAGER: Elevrådet på mellemtrinnet ønskede at gøre noget godt for udsatte børn. Særligt lige nu med fokus på de ukrainske børn, som er meget udsatte pga krigen i Ukraine. Elevrådet besluttede derfor i samarbejde med Red Barnet at lave et sponsorløb – et Venskabsløb og arbejdet gik i gang med at uddele sedler til eleverne i indskolingen og på mellemtrinnet, finde ruter og skrive ud til forældrene.

Venskabsløbet er et løb med fokus på fællesskab, sjov og motion, og en dag hvor eleverne står sammen om at gøre en forskel. Det er således ikke en individuel konkurrence, men den fælles indsats der er i fokus.


Eleverne samlede i ugerne inden løbet sponsorer. Disse har alle valgt et beløb, de vil sponsorere med – enten et fast beløb, eller et beløb pr. runde, der blev løbet.

Selve dagen kom, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Hvad mere kunne man ønske sig? Sportspladsen blev pyntet med bannere og balloner, og ruterne blev mærket op med gule og blå bånd. Alle elever fra 0. til og med 6. klasse mødtes på sportspladsen, hvor opvarmningen blev klaret, og løbet kunne endelig sættes i gang. Eleverne gav den max gas og løb alt, hvad de kunne. Sportspladsen og ruterne var fyldt med glade børn, der havde det sjovt, heppede på hinanden og løb med hinanden – også på tværs af årgange.

Eleverne løb 1 time, og på denne time lykkedes det de over 200 elever at løbe 2035 runder af 500 m. 

I skrivende stund er hele 31.394 kr. løbet ind til fordel for Red barnet, og der tikker stadig flere sponsorpenge ind.

En rigtig flot indsats af alle – både de løbende elever og elevrådet på mellemtrinnet.

 

   

 

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler