På søndag den 29. maj er det 6. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 17 vers 20 til 26.
Et stykke af Jesu bøn lyder således: ”Den herlighed du har givet mig, har jeg givet dem, for at de må være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig…” Jesus samler sit liv i denne bøn og rækker os det som forbøn.
Jesus åbner her sit testamente, sin sidste vilje, for evangeliet er Guds testamente, Guds sidste vilje, sit Nye Testamente. Og ”testamente” er et godt ord, for det man testamenterer, giver man bort uden at få noget igen.
Døden kan påtvinges os, men ikke livet. Det kan alene skænkes os. Det gælder også det evige liv, som er indholdet af Guds testamente. Det skænkes os, ja det nødes os.
Jesus er Guds testamente, for i ham giver Gud sig selv sit liv for verden. Jesus beder for os, at ”de må være eet”, men ikke ens, ikke ensrettede, men eet, ikke ens med samme meninger om alt og heller ikke om alt i Bibelen, men eet i troen, håbet og kærligheden til Jesus og hinanden.
Trangen til at blive elsket er den dybeste. Normalt er ordet ”trang” noget negativt, som det er, når jeg trænger til penge, til søvn, til anerkendelse, til mad og motion. Men trangen til kærlighed er noget positivt, og det hænger sammen med, at denne trang er jeg født med. Denne trang er et stykke af min gudbilledlighed, min menneskelighed.
Det tragiske er, at denne trang har jeg svært ved at give efter for. Men hvis nogen ville sige, at han kun har haft skuffelser i kærlighed, og derfor har besluttet sig til aldrig mere ville at elske, så ville han ikke have sikret sig mod skuffelser og bedrag i al fremtid, men i al fremtid have bedraget sig selv, for liv og kærlighed er to ord for det samme.
Sandt er det, at kærligheden og døden gør alle lige. Kærligheden hæver os op, det gør døden også, den ophæver os. Kærligheden smelter os sammen til eet. Det gør døden også, den nedsmelter os. Døden opløser, kærligheden forløser.
