På søndag den 7. august er det 8. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 7 vers 22 til 29.

Af Svend Schultz-Hansen
Jesus står nede ved søen og trolig kunne han derfra se en af de sneklædte bjergtinder. Noget af sneen deroppe er kommet hernede fra, fra det lave fra snavsede pytter i byens gader, plumrede til af barnefødder.

Siden tog solen muddervandet og bar det højt, højt op, indtil det klædte fjeldene som sne af en stor hvid flok. Det er sådan Gud gør, at han tager det, der er vort i sin milde hånd. I sin grundløse mildhed løfter han det op, højere end vi selv kan nå. Han kroner det, så vort plummervand gennem ham kan blive den krideste sne. Det hedder nåde, Guds nåde. 

Alt liv holdes i live derved, at vi giver og modtager. Vi giver os selv og modtager hinanden som mennesker. På den måde banker livets puls, og således er også kærlighedens væsen, og således kan vi se, at liv og kærlighed er to sider af samme sag. 

Livet et janushoved, for det har to sider, to ansigter, som hører sammen, og de to ansigter hedder ”give” og ”modtage”. For kærligheden gælder det samme, den kræver alt og giver alt. I kærlighed giver vi ikke et stykke af os selv, men hele os selv og modtager den anden helt. Vi gifter os jo heller ikke kun med de gode sider af vor kæreste, men også og ligefuldt med de mindre gode. 

Gud er kærlighed og har derfor også to ansigter. Det ene er mildt og lyser af mildhed og barmhjertighed. Det andet lyser af hans retfærdighed, strenghed og sandhed. Ja, ”Nåde” og ”Sandhed”, eller ”Gave” og ”Opgave”, sådan hedder Guds to ansigter og kun, når de to ansigter ses sammen, ses Gud rigtigt, for sammen udtrykker de den ægte den dybe kærlighed. 

Guds milde ansigt er evangeliet, nåden, og det stråler og lyser i ordene: Du er elsket! Guds strenge ansigt er sandheden, loven, Guds lov for menneskelivet, og det stråler og lyser i ordene: Du skal elske! Jesus siger et sted: ”Den, der har set mig, har set Faderen!”

DEL