tirsdag, december 3, 2024

Entreprenørmaskiner fra Støvring gør praktisk gavn i Ukraine

STØVRING: Erhvervsminister Simon Kollerup besøgte Hydrema og fik vist renoverede entreprenørmaskiner, inden de om kort tid sendes til Ukraine for at medvirke til oprydning og genopbygning i landet.

Ruslands massive ødelæggelser i Ukraine har efterladt flere byer øde, og boligkomplekser er skiftet ud med store murbrokker, som blokerer for bl.a. vigtige køretøjer. 

Regeringen har allerede leveret 36 entreprenørmaskiner til Ukraine sammen med dansk erhvervsliv for at hjælpe med oprydningsarbejdet. Og nu sender regeringen yderligere ca. 50 maskiner afsted. 

Entreprenørmaskinerne omfatter alt lige fra store gravemaskiner, lastbiler og trailere til tungt udstyr. Der er tale om brugte, men velfungerende entreprenørmaskiner.

Nogle af maskinerne kommer efter planen ned til havnebyen, Mykolaiv, hvor Danmark har en ledende rolle i genopbygningen af byen, og som er ramt af omfattende bombardementer. Det er den ukrainske regering, som har efterspurgt de specifikke maskiner, og de første 15 maskiner af anden sending er allerede sendt afsted i denne uge. 

Erhvervsminister Simon Kollerup:
– Fra dansk side vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe det ukrainske folk. Lige nu fjerner danske maskiner derfor murbrokker fra byer som Mykolaiv, hvor der før lå boligblokke, butikker og skoler. Det er en helt urimelig situation for de mange ukrainere, der før havde hele deres liv der, hvor murbrokkerne nu ligger. Jeg er stolt over, at vi nu sammen med DI, danske virksomheder og fonde kan intensivere hjælpen, som den ukrainske regering har efterspurgt, så mange ukrainere kan få deres hjem tilbage.

Der er tale om en donation til humanitære formål, og donationen sker i et offentlig-privat samarbejde mellem staten, DI og med bidrag fra en række private fonde, herunder bl.a. Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond og Lego Fonden.

Erhvervsstyrelsen står for den praktiske udførelse ift. indkøb af maskiner og koordinering med myndigheder i Ukraine, mens Beredskabsstyrelsen bistår med koordinering af transport til Lviv i Ukraine.

Erhvervsministerens besøg på Hydrema i Støvring blev samtidig symbolet på, at de 15 sidste af i alt 90 renoverede entreprenørmaskiner, bekostet af Erhvervsministeriet med halvdelen af udgiften og den resterende halvdel via fonde, skal gøre gavn ved Ukraines oprydning og genopbygning, i forbindelse med den igangværende krig.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er efter eget udsagn lidt af en teknik-nørd, og han undlod ved besøget hos Hydrema ikke at »sparke dæk«, mens han fik orientering om maskinerne.
De sidste 12 maskiner, som 19. september sendes til Ukraine. Allerede torsdag i sidste uge afgik en transport med tre maskiner.

Økonomidirektør hos Hydrema Johnny Larsen oplyser, at handelen med de mange renoverede entreprenørmaskiner er en »nul-forretning« for virksomheden, og at man fra virksomhedens side reserverede maskinerne straks, da henvendelsen fra Erhvervsministeriet kom – samtidig er vi hos Hydrema meget ydmyge overfor at kunne medvirke til at hjælpe et land i krig, supplerer Johnny Larsen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler