På søndag den 18. september er det 14. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 5 vers 1 til 15.

Af Svend Schultz-Hansen
”Ved dammen lå en mand, der havde været syg i 38 år…” Den oplysning er ikke bare tilfældig, for 38 år er netop lige så mange år, som Israel vandrede i ørkenen inden de kunne drage ind i det forjættede land. Og netop 38 år havde denne mands liv været en ørkenvandring, en frugtesløs vandring mod det livgivende vand og sin helbredelse.

Gennem 38 år havde den syge fået en stadig tydeligere følelse af at være tilovers. Og næppe mange byrder er tungere end den. Den, der føler sig til overs, er blevet sin egen byrde. Og hvordan kan man løfte det væk, der er blevet noget af én selv?

Der er en sammenhæng mellem synd og sygdom. Vi kan se, hvad ondskab fører med sig. Vi kan slutte fra synd til sygdom, men ikke fra sygdom til synd, for det er ingen synd at være syg. Synden gør os syge, syge til døden. 

Lægen spørger efter dødsårsagen, sygdommen, men Jesus er Gud og spørger derfor efter dødens årsag, synden. En af livets dybeste gåder ligger vel der: Hvorfor er jeg ikke god? 

Mangler kærligheden i vort liv, er vi sminkede lig og kalkede grave. Og kærligheden mangler vitterligt helt undtagen til os selv og vort. Kærlighedsløsheden og dermed afmagten er det nederste lag under vor tilværelse. 

Det var under påskefesten, at Jesus kom til Bethesda dam, Og derfor er det heller ikke tilfældigt, at Jesus siger netop disse ord til den syge: ”Rejs dig, tag din båre og gå”. Jesus kaster med de ord lys, tydning og betydning over sin egen opstandelse påskemorgen.

Idet Jesus befaler manden at rejse sig fra sygelejet, er det som han selv bringer vandet i oprør og selv bærer den lamme derned.  Helbredelsen er som et kornmodsglimt fra den sidste, den store påskemorgen, hvor Jesus skal rejse os op til livet.

Gud giver os så meget i livet, vi ikke synes, vi kan leve uden, og Gud giver os så meget, som vi ikke synes, at vi kan leve med.

DEL