På søndag den 2. oktober er det 16. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 11 vers 19 til 45.
Af Svend Schultz-Hansen
Vantro og overtro har det fælles, at de søger forklaringer og begrundelser, som forstanden kan bøje sig for. Ægte tro derimod kendes på, at den ikke kan forklares og begrundes, men er blind og alene er hjertets sag. Ægte tro er nemlig i slægt med kærligheden.
Den største tro på Guds almagt og kærlighed var samlet i det menneske, der elskede os højest og så højt, at al himlens herlighed ikke kunne holde ham fra os. Det var en kærlighed så høj og dyb, at man kun kunne ane den i forundringen over den og i hjertets vished om, at kun den er alene stor nok til at løfte mig fra graven til lyset.
Man kan kokettere med døden så længe den ikke står i stuen, men ansigt til ansigt med den falder alle masker. Det er endnu skik og brug, at naboer, familie og venner kommer på besøg ved et dødsfald. Blot det, at de er hos os, hindrer os i at synke fuldstændig sammen i sorgen. De der kom og gik så stille med dørene var med til for en stund at trænge sorgen i baggrunden, og langsomt glider den i baggrunden og til sidst er den måske kun levende dér: I baggrunden.
Lazarus var død, og for Martha og Maria var det sorgen, der fyldte det hele. Martha havde håbet, at Jesus ville komme og helbrede hendes bror, men håbet døde sammen med Lazarus. I deres samtale vækker Jesus atter hendes håb til live med ordene:” Jeg er opstandelsen og livet”. Men bagefter, da de går ud til graven, bortvejres håbet igen.
Martha bliver ræd for stanken af død, og da Jesus forlanger stenen for graven fjernet, forsøger Martha at holde ham tilbage. Vinden fra dødsriget, lugten af forrådnelse, slog imod hende og slukkede hendes håb som en gnist på et oprørt hav.
Jesus græd ikke over Lazarus’ død, men over Marthas vantro og vækkede atter hendes håb til live, med de ord, der lød som et ekko fra skabelsens morgen: ”Lazarus kom herud”!
