På søndag den 9. oktober er det 17. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Markusevangeliet kap. 2 vers 14 til 22. 

Af Svend Schultz-Hansen
Jesus så Levi Alfæus´ søn sidde ved toldboden og kalder på ham. Levi rejser sig, som blev han løftet, for der var en gådefuld magt i Jesu kald. Vi kender den, når hun kalder på os, som vi holder allermest af, så rejser vi os heller ikke tungt, men løftes op, for der er kærlighed i kaldet. 

”Senere sad Jesus til bords i Levis hus og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple”. Da farisæerne så ham sidde ved siden af toldere og syndere, sagde de, at nu er det ikke længere tolderne og synderne, der følger Jesus, men Jesus der følger tolderne og synderne og gør sig et med dem. Ja, sådan kunne det se ud, men det var omvendt. Jesus gjorde sig ikke eet med dem, men han gjorde dem eet med sig. 

Jesus fjerner ikke bare deres synd, men han tager den på sig og dør af den Langfredag. Vi læser det hos profeten Esajas: ”Han tog vore sygdommen og bar vore svagheder”. 

Vi mennesker vil ikke være syndere, og vi klæder os derfor gerne i fromhed og retfærdighed som en dragt, vi dækker os bag. Sommetider kan vi more os over det, for der er ingen, der kan fylde de klæder ud. Tøj kan stramme og revne og sommetider være rigeligt stort og se pudsigt ud. Det kan påtaget fromhed og retfærdighed også.

En læge skiller sygdommen fra patienten, men Jesus skiller ikke synden fra synderen, for de er eet. Man kan derfor sige det på denne måde, at mod syndens sygdom findes intet lægemiddel, og det ser vi af, at Gud selv døde af den Langfredag. En læge søger efter dødsårsagen, men Jesus er Gud og søger efter dødens årsag.

Derfor er der om synden sagt, at i den kan ingen bunde og grunde så lidt som nogen kan bunde og grunde i Guds dybder. Synd er det kærlighedsløse, det dæmoniske, og synden og synderen er uadskillelig eet i mennesket. Derfor gjorde Gud sig uadskilleligt eet med mennesket. Lyset forenede sig med mørket Langfredag, indtil det blev morgen, Påskemorgen.