Af Svend Schultz-Hansen
På søndag er det Allehelgensdag, og Jesus siger til os: ”I er verdens lys!” Og det siger han, fordi lyset fra Gud skinner igennem os. Vi er verdens lys, når vi bringer evangeliet om Guds kærlighed ud til verden, beder Fadervor med et barn, og rækker Guds ord og Guds løfter til verden.
Guds ord er verdens lys og solen på himlen i Guds hjerterum, ligesom enhver er en stjerne på himlen i vort eget lille hjerterum, der rækker os sig selv til trøst og til glæde.
Ingen kan fortælle barnet, der skal til at fødes, at nu bærer det mod en større virkelighed, end barnet kender. Ingen kan fortælle den spæde, der bliver døbt, at nu lukkes det ind i en endnu større virkelighed. Vi kan intet fortælle for, hvad véd den blinde om lyset! Ingen kan fortælle den døende, at nu bærer det mod den største virkelighed.
Vi har ingen organer til at fatte skabelsens, kærlighedens og livets under med. Men det bliver virkeligheden ikke mindre virkelig af.
Vi fødes magtesløse og dør magtesløse, men i det korte spand af tid mellem fødsel og død tror vi, at vi magter alt, smelter isen på polerne og ændrer alt i naturen vor egen dog ikke iberegnet. Og vi taler om at kunne slå tiden ihjel, selvom alle véd, at det er omvendt. Det er os, der bliver slået ihjel med tiden.
”I er jordens salt og I er verdens lys”, siger Guds søn. At være salt vil sige at virke for renhed og være lys vil sige at virke for sandhed. Saltet er usynligt og sikrer, at det saltede bevarer sin friskhed og giver smag, mens lyset er synligt og renser for urenheder og skænker livslyst og livsglæde.
Lyset udfolder rummet og gør øjet seende, åbner verden og drager os ind i den. Der er mange lyskilder i verden, solen, en mor og en ven. Videnskaben lyser, men det er et lys uden varme, glæden lyser og den lyser med varme. Guds ord både lyser, varmer og salter.
