lørdag, april 20, 2024

Proppet podekursus på Boldrup Museum

Himmerland ligger i grove træk midt mellem Hirtshals og Horsens, så når far og datter – hver bosiddende i en af de to byer – har besluttet, at de vil lære at pode frugttræer, ja så er det naturlige valg at tage på podekursus på Boldrup Museum. 

Det var der også rigtig mange andre mennesker, der havde valgt at gøre denne kolde torsdag aften, den 9. marts. 40 ivrige gæster fyldte således museets formidlingslokale til bristepunktet, hvor de kunne opleve en veloplagt Karsten ’Kortbuks’ Hansen dele noget af sin imponerende viden om æblesorter og ikke mindst sit enorme arsenal af podekviste med de fremmødte. 

Hele aftenen gik snakken lystigt, mens der blev arbejdet ihærdigt ved alle borde. Hvor mange nye æbletræer, der så dagens lys denne aften, er uvist, men det skal helt sikkert tælles i hundreder. Enkelte af gæsterne måtte da også erkende, at de havde et problem med at få stoppet produktionen igen, nu hvor de først var kommet godt i gang med podningens enkle kunst.

– Vi har i flere år snakket om, at vi ville på podekursus sammen, men der er altid kommet noget i vejen. Men i år skulle det være, og nu har vi fået lavet en masse frugttræer, som jeg glæder mig til at komme hjem og plante i noget nyetableret skov, vi har, fortæller en glad Thomas Krag Lundsgaard, fra Tornby ved Hirtshals. Datteren, Silja Krag Lundsgaard, havde sammen med sønnen Vilhelm taget den lange vej fra Horsens for at lære at pode sammen med sin far. Så selv ikke en massiv omgang sne kunne holde gæsterne væk fra det populære podekursus på Boldrup Museum.

Kurset var arrangeret af museets ansatte i samarbejde med Boldrup Museumsforening.

Far Thomas Krag Lundsgaard, datter Silja Krag Lundsgaard og barnebarnet Vilhelm fik lavet en masse frugttræer, som nu skal plantes i en nyetableret skov. 

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler