tirsdag, marts 19, 2024

Business Rebild og borgmesteren på virksomhedsbesøg

REBILD ØST: I det østlige Rebild ligger der flere virksomheder, der klarer sig rigtig godt både lokalt og internationalt. Jane Bejlegaard Lindberg der er chef for Rebild Kommunes erhvervsafdeling Business Rebild og borgmester Jesper Greth tog på besøg hos nogle af dem, for at styrke kontakten og inspirere hinanden. 

 – Der er et stærkt interessefællesskab mellem det private erhvervsliv og den kommunale organisation, når det handler om udvikling af arbejdspladser og konkurrenceevnen i virksomhederne. Business Rebilds konsulenter mødes ugentligt med virksomheder for at sparre og vejlede dem i forhold til vækst og de erhvervsfremmemuligheder vi har på hylderne, fortæller Jane Bejlegaard Lindberg.

Stærk vækst og stort potentiale hos virksomhed i Terndrup
På turen lagde de blandt andet vejen forbi Cykelgear A/S i Terndrup, der sælger cykler, reservedele og tilbehør og har eksisteret siden 2007. I 2021 blev virksomheden solgt til et hollandsk investeringsselskab, Foreman Capital, og i dag sidder nye kræfter ved roret, efter brødreparret og ejerne Erik og Kasper Buus Larsen trådte tilbage.  Andreas Bang Nielsen og Søren R. Djernæs-Andersen viste virksomhedens 15.000 m2 lager- og kontorfaciliteter frem. Cykelgear er allerede etableret i Sverige og Norge og har ambitioner om at vokse internationalt. Det har medført nye ansættelser i organisationen, som skal sikre vækstambitionerne.

Bælum virksomhed er stor-eksportør
C. F. Nielsen i Bælum tog også imod de besøgende. Den over 134 år gamle virksomhed presser briketter af flere typer affald, såsom træ, halm og nøddeskaller. Virksomheden har skabt en fantastisk international succes, med lokal stolthed og medarbejderanciennitet. 95% af produktionen går til eksport og det forventes at det nye og patenterede produkt Kinetic Biofuel, bliver et stort produkt i den fremtidige grønne omstilling på verdensplan.

Møbeleventyr tegner Terndrup
Turen gik også forbi Lau og Ilse, der ejer virksomheden Max Jessen i Terndrup og havde en spændende dialog om deres møbeleventyr, som i dag består af mere en 100 forskellige leverandører og 28.0000 varenumre.

Delikatessevarer m.m., produceret af kødkvæg og frilandsgrise
Sidst, men ikke mindst, blev Krastrupsøgaard mellem Blenstrup, Lyngby og Skibsted også besøgt, hvor Lars Schou Andersen ejer og driver sin slagerbutik og cateringkøkken, med et stort udvalg af delikatessevarer, der blandt andet bliver produceret af kødkvæg og frilandsgrise der går på markerne rundt om gården.  

 Borgmester Jesper Greth var meget imponeret over at se og høre de forskellige virksomheders faciliteter og præsentationer.

– Det er helt fantastisk at komme rundt til kommunens virksomheder for dels at få kendskab til, hvad de er optaget af, og hvordan de ser på fremtiden. I den forbindelse kan der i den dialog være input, som jeg kan tage med videre i mit politiske arbejde. Dertil får jeg skabt relationer til virksomhederne, som gør det nemmere fremadrettet at kontakte hinanden, hvis der er en idé eller andet relevant der ønskes drøftet. Og så kan besøgene selvfølgelig også give nogle opmærksomheder til konkrete indsatser fra kommunen og til virksomhederne, slutter borgmesteren.

Lars Schou Andersen (th), Krastrupsøgaard, indehaver af slagterbutik og cateringkøkken fik også besøg.
Cykelgear i Terndrup sælger cykler, reservedele og tilbehør.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler