VOLSTRUP: I weekenden var Volstrups damer og herrer i henholdsvis Hvide Klit og Vejle for at spille om oprykning – og begge steder endte det succesfuldt – om end det holdt lidt hårdt for herrerne i Vejle.
Det begynder i det nordligste Jylland – på Hvide Klits flotte anlæg – hvor Volstrups damer efter blot en enkelt sæson i 3. division igen skulle spille om oprykning – denne gang til 2. division. Volstrup var oppe imod Svendborg i en hulspilsmatch med tre singler og en foursome. På papirer var Volstrup overmatchet, men blot fordi man har et højere handicap, så kan man godt være bedre på dagen – og det var Volstrup. Efter fire meget tætte matcher endte det med en 6-3 sejr til Volstrup – og dermed var kvalifikationen til 2. sivision en realitet. Pointene blev hentet af Mette Toft Kristensen, der vandt sin single – Louise Rostbøll, der delte sin og Lene Ugilt og Berit Andersen, der vandt i foursome. Sidste kvinde i aktion var Sanne Løhde, der tabte med kun to huller tilbage.
Mens kvinderne til de flestes overraskelse – inklusiv deres egen – altså rykker op, så var det mere forventet, at herrerne ville tage vejen fra kvalifikationsrækken til 5. division. Volstrup har haft et stærkt hold i år – og har også vundet puljen suverænt, men til oprykningsspillet i Vejle gik det ikke helt så nemt. Det blev virkelig tæt omkring de sidste oprykningspladser. Der blev live-opdateret undervejs, og da alle Volstrup spillerne var færdige, var holdet udenfor top ni – og flere af dem besluttede så slukørede at sætte kursen nordpå. Men i takt med at de sidste hold fik spillet færdigt, så blev Volstrups placering i den samlede stilling bedre og bedre – og da sidste slag var slået, var status altså, at Volstrup sikrede sig den afgørende niendeplads – og dermed en plads i 5. division den kommende sæson. Truppen til oprykningsspillet bestod af Jesper Mikkelsen og Severin Ugilt i den ene foursome, mens Kristian Rostbøll Nielsen og Oskar Mogensen spillede den anden. Singlerne blev spillet af Michael Wølke, Tue Vad og Kristian Carslund.
Sejrbilledet blev glemt i Vejle – og oprykningen for øvrigt fejret på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj, da spillerne som nævnt var kørt fra Vejle i den tro, at oprykningen var glippet og først opdagede den glædelige nyhed på vej hjem. Men så var der i stedet fest på rastepladsen – for øvrigt sammen med en busfuld Randers FC-fans, der gjorde stop på vej hjem fra en Superliga sejr i Vejle.
/ LP