På søndag er det Palmesøndag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 21 vers 1 til 9.
Jesus var opfyldelsen af den gamle profeti, som siger:” Sig til Zions datter: Se din konge kommer til dig sagtmodig, ridende på et æsel… ”, måske druknede de sidste ord i larmen, ordene ”sagtmodig, ridende på et æsel”, for disse ord kunne have dæmpet jubelen, men sejrsstemningen løfter sig om ham og bærer ham ind i Jerusalem.
Ordene ”sagtmodig ridende på et æsel” bliver borte i festlarm og jubel. Folkeskarerne hører dem ikke, måske, fordi de ikke vil høre, og dog var det netop disse ord de skulle høre, for det er disse ord, der sætter skel mellem deres længselsfyldte drømme og Guds virkelighed!
Midt i rusen overhører de den gamle profetis sidste ord ”sagtmodig”, det ord, der fastholder Guds virkelighed over for deres alt for menneskelige fantasier. Det er med sagtmodighed, at han kommer, det med det ”sagte mod”, der ikke byder modstanden trods, men går ind under modstanden for at bære den!
Udholdenheden er sagtmodighedens vej til sejr. Den fejer ikke modstanden til side, men bærer den. Sagtmodighed er troskab mod hjertets kærlighed. Man kan sagtmodigt bære modstand fra sine børn. Jo stærkere kærlighed jo sagtere mod. Bliver man pludselig vred og farer voldsomt op, så føler man det ikke som en sejr, men som et nederlag! Hvorfor det? Jo for det er jo ikke at være kærligheden tro at slå deres modvilje ned med hårde ord!
Sejren er ikke at knuse den modstand, men at bære den, sagtmodigt. Hans sagtmodighed var en forkyndelse af hans kærlighed som gav os påsken.
Svend Schultz-Hansen
