fredag, december 6, 2024

Travl uge på Boldrup Museum Podning af æbletræer og klimaforandringer

Alle verdens konger på rad kan ikke sætte et blad på en nælde – men enhver kan lave sit eget personlige æbletræ.
Dette faktum blev illustreret endnu en gang, da Karsten ’Kortbuks’ Hansen onsdag aften for femte år i træk stod for podekurset på Boldrup Museum. Knap 30 æbleinteresserede gæster var samlet i museets skolestue, og efter en introduktion fra Karsten Hansen gik deltagerne i krig med Karstens medbragte podekviste fra 350 forskellige æblesorter.
Hele aftenen blev der snittet, snøret og vokset, og som sædvanlig resulterede det populære kursus i mange nye æbletræer, der nu venter på, at jorden tør så meget op, at de spæde æbletræer kan plantes på deres nye voksested.

Under titlen ’Klima Rebild 2018’ er den globale opvarmning sat på den kommunale dagsorden i Rebild kommune.
I uge 11 og 12 foregår der i den anledning et bredt spekter af arrangementer overalt i kommunen. På Boldrup Museum tyvstartede man i sidste uge, hvor museets skolestue blev indtaget af en flok kreative elever fra Sortebakkeskolens ældste klasser.
Eleverne fik fra start hver seks kilo lysegråt ler og en træplade, og efter at have fået en introduktion om klimaforandringernes konsekvenser for bl.a. verdenshavenes koralrev, gik de kreative unge mennesker i gang med at lave deres eget flotte relief med et mangfoldigt undervandsmotiv med titlen ’Verdenshavet’.
Hele eftermiddagen blev der arbejdet flittigt med leret, og efterhånden dukkede der fisk, søstjerner, blæksprutter, muslinger og mange andre af havets væsner op rundt omkring i lokalet. Eleverne lavede hver et lille relief på 30 x 30 cm, som siden skal stykkes sammen til ét stort relief.
– Det har bare været en rigtig god oplevelse! Der er blevet arbejdet koncentreret hele eftermiddagen og humøret har været højt, og jeg synes, der er kommet et rigtig flot produkt ud af de unge menneskers anstrengelser. Nu mangler vi bare den sidste finish, og til sidst skal vi have transporteret alle fliserne til Hammershøj Teglværk, der skal stå for brændingen og som også har sponsoreret leret, fortæller initiativtager Gert Rubæk fra Nordjyllands Historiske Museum.
Projektet var støttet af Klima Rebild 2018, og Hammershøj Teglværk – der er en del af Randers Tegl – havde som sagt sponsoreret ler og brænding.
Hvor det færdige kunstværk skal hænge er endnu ikke helt afgjort, men Gert Rubæk fortæller, at der til den tid helt sikkert vil blive afholdt en fernisering, som det sig hør og bør.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler